Bliv klogere på corona-vaccinen som Grønland har taget i brug

Vaccinationer mod covid-19 blev i denne uge skudt i gang i Nuuk og Ilulissat. Det skete med vaccinen fra Pfizer og BioNTech, som du her kan få et nærmere indblik i.
Vaccinen er udviklet af det tyske firma BioNTech, og den produceres og markedsføres i samarbejde med det amerikanske firma Pfizer. Foto © : Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Skrevet af Anders Dall
11. januar 2021 04:55

Onsdag i denne uge gav EU grønt lys til en ny vaccine i kampen mod covid-19. Vaccinen er fra firmaet Moderna, og er den anden i rækken af vacciner, som EU har godkendt.

Den første er vaccinen fra BioNTech. Det er den, som sundhedsmyndighederne foreløbigt anvender her i landet i Nuuk og Ilulissat. Vaccinerne kom hertil fra Danmark i sidste uge.

Kort før jul udgav Sundhedsstyrelsen i Danmark en rapport om retningslinjer for håndtering af vaccination mod covid-19. Den giver blandt andet et indblik i vaccinen fra Pfizer og BioNTech, og hvor godt den beskytter dig mod coronavirussen. 

Det kan du blive lidt klogere på her: 

EU-godkendt vaccine

Vaccinen er udviklet af det tyske firma BioNTech og produceres i samarbejde med det amerikanske firma Pfizer. EU godkendte vaccinen den 21. december 2020. Det skete med en såkaldt betinget markedsføringstilladelse. Den er godkendt til vaccination af personer fra 16 år og opefter, men ikke til gravide og ammende.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har navngivet vaccinen Tozinameran.

Før man er færdigvaccineret, skal man have modtaget to stik. Det andet stik anbefales at ske mellem dag 21 og dag 28 efter det første stik.

LÆS OGSÅ Landslæge om godkendelse af vaccine: Det er en god nyhed for Grønland

Vaccinen indeholder hverken aktiv eller inaktiv virus. Derfor er der ingen risiko for infektion ved vaccinationen. I stedet bygger vaccinen på en særlig teknologi.

Til DR har Camilla Foged, der er professor ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet, forklaret, at vaccinen indeholder en genetisk kode, som den bringer videre til kroppens celler. Det giver kroppen mulighed for at danne et såkaldt spike-protein, der er i covid-19 virusset.

- Kroppen danner et immunrespons mod spike-proteinet, så kroppen kan bekæmpe virusset, hvis du bliver smittet, siger Camilla Foged til DR.

Vaccinens effekt

Effekten af vaccinen er blevet testet i to studier. Her blev forsøgsdeltagere delt op i to grupper, hvor den ene gruppe modtog to doser vaccine, mens den anden gruppe modtog to doser placebo.

Der blev observeret 8 bekræftede tilfælde af covid-19 blandt de i alt 18.198 personer, der modtog vaccinen. I den anden gruppe blev der observeret 162 tilfælde af covid-19 blandt de i alt 18.325 personer i gruppen, der modtog placebo.

Forskellen mellem andelen af bekræftede tilfælde i de to grupper svarer til en effektivitet af vaccinen på cirka 95 procent.

Ubesvarede spørgsmål om immunitet

Selv om man er blevet vaccineret, er der altså ikke dokumenteret fuld beskyttelse mod covid-19. Man kan godt blive smittet og syg, selvom man har modtaget vaccinationen. Det vil dog være sjældent, det sker, oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Dermed kan man heller ikke med sikkerhed sige, om vaccinationen forebygger, at man kan smitte andre. På nuværende tidspunkt er det uvist, hvor længe vaccinationen virker og beskytter dig mod virussen. 

LÆS OGSÅ Så er corona-vaccinationen i gang: Første stik er givet i Nuuk

Der kan forekomme bivirkninger i forbindelse med at få vaccinen. Det drejer sig om almindelige bivirkninger i form af for eksempel ømhed ved indstiksstedet, træthed, hovedpine og feber. Ifølge resultaterne fra studierne af vaccinen var de fleste bivirkninger milde og aftog få dage efter vaccinationen.

Moderna-vaccinen  

Og så var det i denne uge, at der kom en ny vaccine på markedet. Vaccinen er udviklet af firmaet Moderna, og ligesom vaccinen fra Pfizer og BioNTech kræver denne vaccine også to doser. Effekten af vaccinen er målt til 94,1 procent.

Vaccinen fra Moderna skal opbevares ved minus 20 grader, hvor imod vaccinen fra BioNTech skal opbevares ved minus 80 til minus 60 grader. Den bygger på samme vaccineteknologi som vaccinen fra Pfizer og BioNTech.

Landslæge Henrik L. Hansen har sagt til KNR, at vaccinen fra Moderna er nemmere at håndtere, og at sundhedsmyndighederne lettere kan udbrede denne vaccine til hele landet. Det er dog endnu uvist, hvornår Moderna vaccinen kommer til Grønland.

Kilder: Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af vaccination mod covid-19, DR og Ritzau.