Blind skiløber deltager i Arctic Circle Race

Danske Arne Christensen fra Virum bliver den første blinde deltager i Arctic Circle Race den 29. marts, også kaldet verdens hårdeste skiløb.
21. marts 2016 12:16

Det skriver lokalavisen.dk.

Distancen er på 160 kilometer, men Arne Christensen er vant til fysiske udfordringer og har fem gange deltaget ved OL i langrend for handicappede.

Og så er han den første blinde dansker, der har gennemført Vasaløbet i Sverige og Birkebeinerrennet i Norge.

- Arctic Circle Race har spøgt i mit hoved i mange år, og sidste år forsøgte jeg at komme med, men fik afslag af arrangørerne på grund af sikkerheden. I år prøvede jeg igen, og denne gang fik jeg tilladelse under den betingelse, at jeg stillede med to ledsagere på ruten, fortæller Arne Christensen.

- Resultatet blev Team Blind, hvor jeg har to ledsagere ude på ruten og to hjælpere til at klare det praktiske", fortæller Virum-borgeren Arne Christensen, som gerne vil vise verden, at det er muligt at gennemføre verdens hårdeste skiløb, selvom man ikke kan se.