Birna begraves fredag

I dag begraves den myrdede kvinde Birna Brjánsdottir i Island.
Birna Brjánsdóttir bliver begravet fra kirken Hallgrímskirkja, der med sit 74 meter høje kirketårn, er et kendt varetegn for den islandske hovedstad. Foto © : Frank Sinks/Flickr
Skrevet af Thomas Munk Veirum
03. februar 2017 11:31

Sagen om den myrdede kvinde begyndte, da hun forsvandt efter en bytur i hovedstaden Reykjavik lørdag den 14. januar. Senere fulgte et dramatisk forløb, hvor spor i sagen førte til, at den grønlandske trawler Polar Nanoq, måtte vende tilbage til Island, hvor to besætningsmedlemmer blev anholdt ved skibets anløb.

Sagen har vakt stor opstandelse i Island blandt andet fordi, at drab er meget sjældne i landet. Således blev de anholdte besætningsmedlemmer fra Polar Nanoq ført fra borde foran rullende islandske kameraer, og dele af islandsk presse har også valgt at offentliggøre billeder og navne af de to mistænkte.

Forældre: Send pengene til redningstjeneste

Birna Brjánsdottir blev fundet død på en strand en uge efter hun forsvandt, og eftersøgningen blev kaldt den største i Islandsk historie, og mere end 500 redningsfolk deltog.

I går udløb varetægtsfængslingen af de to besætningsmedlemmer fra Polar Nanoq. Det ene besætningsmedlem blev løsladt, og ifølge KNRs oplysninger, vendte manden tilbage til Grønland torsdag aften.

Ifølge anklageren i sagen er han ikke længere mistænkt for at stå bag selve drabet. Det anden medlem fik derimod forlænget sin fængsling og sidder fortsat i isolation.

Birna Brjánsdottir begraves i Hallgrimskirkja kl 12 grønlandsk tid. Ifølge Iceland Monitor har kvindens forældre bedt folk donere penge til redningstjenesten Landsbjörrg SAR, der stod for eftersøgningen af Birna Brjánsdotti, i stedet for at sende blomster til begravelsen.