BioNTech vil have coronavaccine godkendt til mindre børn

BioNTech, der har lavet coronavaccine med Pfizer, vil have vaccinen godkendt til børn i alderen 5 til 11 år.
I Danmark er knap halvdelen af alle 12-15-årige færdigvaccinerede (Arkivfoto). Foto © : Dado Ruvic/Reuters
Skrevet af Ritzau
10. september 2021 10:21

Den tyske medicinalproducent BioNTech vil søge om godkendelse til at bruge selskabets coronavaccine på børn i alderen 5 til 11 år.

Det siger BioNTech-chef Özlem Türeci fredag til den tyske avis Der Spiegel.

- I de kommende uger vil vi give resultaterne af studier med 5-11-årige til myndigheder over hele verden og ansøge om godkendelse til at bruge vaccinen hos denne aldersgruppe - også her i Europa, siger hun.

BioNTech har udviklet sin coronavaccine sammen med amerikanske Pfizer.

Vaccinen er en af to coronavacciner, der er del af Danmarks officielle vaccinationsprogram. Den anden er fra Moderna.

BioNTech har sat gang i produktionen af vacciner til mindre børn. Planen er, at de får samme vaccine som voksne, men i mindre doser.

Coronavaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna er i øjeblikket begge godkendt til børn og voksne på ned til 12 år.

I alt er 73 procent af den danske befolkning færdigvaccineret.