Biologer vil samarbejde med fiskerne
Grønlands Naturinstitut Pinngortitaleriffik’s pilotprojekt om fiske- og skaldyrsressourcen i Sydgrønland begynder nu. Biologerne fra Grønlands Naturinstitut vil udføre projektet i samarbejde med fiskeri, når der skal skaffes viden om fiske og skaldyrsressurserne i de Sydgrønlandske fjorde. Biologerne begyndte i går fredag med at holde møder med fiskerne i Nanortalik.
-Projektet blev indledt i Nanortalik, hvor fiskerne, fiskeriets interessenter og jagtbetjenten er inviteret til et dialogmøde, hvor fiskerne får mulighed for at orientere biologerne om, hvor de fisker, hvilke arter de fisker og deres helhedsindtryk af bestandene, oplyser Grønlands Naturinstitut i en pressemeddelelse.
Biologerne vil også lave en samarbejdsaftale med krabbefiskere, hvor fiskerne skal tage måleprøver for at skaffe bedre viden om krabbebestanden.
- Under pilotprojektet vil biologerne også selv undersøge de mulige kommende fiskeressurser af hellefisk, torsk, krabber og evt. også havkat. Som noget nyt vil biologerne trawle efter torsk indenskærs, og der vil blive taget længde, vægt og prøver af kønsmodenheden af alle de arter af fisk og skaldyr, der fiskes, oplyser Grønlands Naturinstitut.