Billeder: Birgitte er rystet over svineri i Kullorsuaq

Birgitte Møldrup blev så chokeret over at se, at børn i Kullorsuaq legede i skrald og sivende natrenovationsposer, at hun anmeldte det til både Naalakkersuisut og kommunen.
Skrevet af Kathrine Kruse
23. august 2021 05:38

Stanken fra affald og sivende toiletposer hang i to dage hos Birgitte Møldrup, da hun efter fire dages tjenesterejse i Kullorsuaq ankom til Upernavik.

I Kullorsuaq har hun nemlig til sin forbavselse set og indåndet en ulidelig stank fra affald, der ligger ved stierne rundt om i bygden, mens sivende toiletposer også har prydet bygdebilledet.

- Jeg er målløs. Det er chokerende at se, at så meget affald og stank kan flyde i en bygd, siger Birgitte Møldrup, som efter sin hjemkomst til Nuuk har valgt at sende en generel indberetning til både Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia om børnenes vilkår i Kullorsuaq som følge af affaldsdyngerne rundt omkring i bygden.

LÆS OGSÅ Svineriet i Kullorsuaq: Skraldemænd på vej fra Ilulissat

I begyndelsen af sit ophold i Kullorsuaq var hun så overrumplet over det, hun så, at hun til at begynde med tænkte, at hun ikke ville gøre noget.

 

Foto © : Birgitte Møldrup

Foto: Birgitte Møldrup

Storskrald fra fælles affaldsindsamlinger, husholdningsaffald og fyldte natrenovationsposer prydede nemlig bygdebilledet. Og det samme gjorde den ulidelige stank fra både affaldet og de sivende toiletposer.

Legende børn ved utætte toiletposer

Men på en af sine gåture så hun nogle børn, der legede på en sti. Ved siden af stien lå der husholdningsaffald i en dynge og stinkende natrenovationsposer, hvis indhold sivede ud på stien. 

Foto © : Privat
Birgitte Møldrup var på tjenesterejse i Kullorsuaq fra den 6. august til den 10. august. Privatfoto

- Da jeg så børnene, og da jeg selv havde hovedpine som følge af stanken, begyndte jeg at tænke på børnene, fortæller Birgitte Møldrup, som her besluttede, at hun vil indberette forholdene.

Indberetningen sendte hun til både Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia onsdag i sidste uge.

- Jeg har i min indberetning påpeget, at jeg ikke indberettede blot for at indberette, men at det har en forbindelse til affaldshåndtering og miljøforhold. Og jeg har forsøgt at vise min bekymring over børnene i min indberetning, siger hun.

- Børnene har nemlig rettigheder til i at kunne lege i fred og ro i rene omgivelser. Men sådan er det ikke i Kullorsuaq som følge af affaldsdyngerne, siger Birgitte Møldrup, som fortsat er målløs over sine observationer i Kullorsuaq.

- Børnene legede ved siden af sivende toiletposer, og jeg hørte et af dem sige: Det stinker, ikke?

- Jeg kan godt forstå barnet. Det stank nemlig så meget i Kullorsuaq, at jeg den første og anden dag efter min ankomst til Upernavik følte, at stanken fortsat hang i mig. Som om stanken havde sat sig fast i mit tøj og næseborene.

Renovatør sagt op

Formanden for bygdebestyrelsen i Kullorsuaq, Beathe P. Greve, forklarer til KNR, at det ophobede affald og natrenovationsposer skyldes, at bygdens private renovatør har sagt op.

 

Foto © : Birgitte Møldrup

Foto: Birgitte Møldrup

Hun oplyser, at enkelte borgere i bygden på eget initiativ har lånt en traktor med en stor skovl fra Pilersuisoq og begyndte at transportere affaldet og natrenovationsposerne til Kullorsuaqs losseplads.

LÆS OGSÅ Lossepladser bugner af skrald i Avannaa: Nu brænder kommunen det af

Og det bekræfter Akigssiak` G. Larsen. Han er driftsansvarlig for Forvaltning for Infrastruktur, Anlæg- og Miljø i Upernavik og dets bygder. Kommunen leder nu efter et nyt renovationsfirma til at fjerne skraldet.

- Vi bruger timelønnede til at løse opgaven med afskaffelse af renovationen og natrenovationen. Men det er været svært at fastholde timelønnede i disse coronatider, siger han. 

Avannaata Kommunia har fået bevilget dispensation til åbne afbrændinger på kommunens lossepladser.

Dispensationen gjaldt fra den 18. juni og tre måneder frem.