Biden vil forbyde flere våbentyper efter masseskyderi i Colorado
USA's præsident, Joe Biden, vil forbyde en lang række af semi- og fuldautomatiske våben.
Det siger han, efter at en 21-årig mand mandag skød og dræbte ti personer ved et supermarked i delstaten Colorado.
Angrebet var det andet dødelige masseskyderi i USA på mindre end syv dage.
I en tale til nationen siger Biden, at han "ikke behøver at vente et minut mere på at tage fornuftige skridt, der vil redde liv i fremtiden", og han opfordrer sine politiske kollegaer til at handle.
- Det her er ikke og bør ikke være et partipolitisk problem. Det er et amerikansk problem. Det vil redde liv. Amerikanske liv. Og vi er nødt til at gøre noget, siger Biden.
LÆS OGSÅ Ti er blevet dræbt i skyderi ved supermarked i Colorado
USA's befolkning er i årevis blevet traumatiseret af masseskyderier i blandt andet skoler, på natklubber og i biografer.
Derfor ønsker et overvældende flertal af amerikanerne en strammere våbenlovgivning, men Det Republikanske Parti har i lang tid modsat sig reformer, da flere ser enhver form for restriktioner som en krænkelse af amerikanernes ret til at bære våben.