Ti er blevet dræbt i skyderi ved supermarked i Colorado

Blandt de dræbte ved et skyderi i Colorado er en politibetjent, der var en af de første på gerningsstedet.
Politichefen siger, at sagen efterforskes, og at politiet ikke kender motivet for skyderiet. Foto © : Chet Strange/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. marts 2021 09:01

Ti personer er blevet dræbt i et skyderi ved et supermarked i den amerikanske by Boulder i delstaten Colorado.

Det oplyser politiet i Boulder på et pressemøde mandag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de dræbte er politibetjent Eric Talley, der var en af de første på gerningsstedet.

Politiet har anholdt en formodet gerningsmand i forbindelse med skyderiet.

- Jeg kan dele med jer, at der ikke længere er en igangværende trussel mod vores samfund, siger politichef i Boulder Kerry Yamaguchi ifølge det amerikanske medie CNN.

Den anholdte bliver behandlet for flere skader, tilføjer politichefen uden at uddybe tilstanden på vedkommende.

Flere personer blev set ligge på jorden inde i og uden for supermarkedet King Soopers. Det skriver CNN.

LÆS OGSÅ Politiet finder flere lig efter canadisk masseskyderi

Politichefen siger, at sagen efterforskes, og at politiet ikke kender motivet for skyderiet.

- Det her er en tragedie og et mareridt for Boulder. Vi vil svare igen gennem samarbejde med lokale, statslige og føderale myndigheder, siger distriktsadvokaten Michael Dougherty på pressemødet ifølge nyhedsbureauet AP.

Betjente blev i forbindelse med skyderiet set føre en mand i bar overkrop med blod dryppende ned ad benet ud af supermarkedet i håndjern. Politiet har ikke bekræftet, hvorvidt der var tale om den formodede gerningsmand.

Politiet blev alarmeret om hændelsen kort før klokken tre om eftermiddagen lokal tid. Kort efter ankom politiet til supermarkedet.

I flere timer var der ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne. Herefter lød det, at "flere" var blevet dræbt. Men politiet afviste at oplyse hvor mange. Det skyldtes, at de pårørende ikke var blevet underrettet.

Mindst seks ambulancer, pansrede køretøjer, adskillige politibiler og tre helikoptere rykkede ud til skyderiet.

Byen Boulder ligger lidt uden for Colorados hovedstad, Denver.