Biden står til flere primærvalgssejre efter nominering

Joe Biden har allerede sikret sig nok delegerede til at få nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat.
Joe Biden har været Demokraternes sandsynlige præsidentkandidat siden april, hvor den eneste tilbageværende demokratiske modkandidat til Biden, Bernie Sanders, droppede ud af ræset efter flere nederlag ved tidligere primærvalg. Foto © : Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
10. juni 2020 15:07

Selv om Joe Biden har sikret sig nok delegerede til officielt at få nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat, fortsætter primærvalgene i USA.

Tirsdag lokal tid skulle borgere iført masker grundet coronakrisen til stemmeboksene i delstaterne Georgia og West Virginia.

Ifølge valgstedsmålinger fra det amerikanske nyhedsbureau AP og det amerikanske medie NBC News står Joe Biden til at vinde begge primærvalg.

LÆS OGSÅ Prognoser spår sejr til Biden ved primærvalg i flere delstater

Sejrene var ventet, da Joe Biden er den eneste tilbageværende demokratiske kandidat i kampen om at blive partiets præsidentkandidat ved valget til november.

Joe Biden har været Demokraternes sandsynlige præsidentkandidat siden april, hvor den eneste tilbageværende demokratiske modkandidat til Biden, Bernie Sanders, droppede ud af ræset efter flere nederlag ved tidligere primærvalg.