Biden og Putin er enige om at mindske risiko for krig

Præsidenterne for USA og Rusland siger i fælles erklæring, at de via dialog vil øge kontrollen med våben.
I en fælles erklæring siger de, at de deler målet om at sikre, at der kommer mere forudsigelighed og en bedre dialog mellem de to lande, så risikoen for væbnede konflikter mindskes. Foto © : Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. juni 2021 09:50

I går var der topmøde mellem USA og Rusland i Geneve, hvor de to landes præsidenter blev enige om, risikoen for krig skal mindskes.

I en fælles erklæring siger de, at de deler målet om at sikre, at der kommer mere forudsigelighed og en bedre dialog mellem de to lande, så risikoen for væbnede konflikter mindskes.

Erklæringen gentager også den gamle læresætning, der var kendt under Den Kolde Krig:

- En atomkrig kan aldrig vindes og må aldrig udkæmpes.

På sin pressekonference efter topmødet sagde Biden, at præsidenterne havde aftalt, at militæreksperter fra de to lande skal mødes for at sikre kontrol med nyudviklede våben.

Flere emner blev drøftet

Våbenkontrol var dog ikke det eneste emne, som Biden og Putin drøftede på deres knap fire timer lange topmøde i Geneve.

Også cyberangreb og menneskerettigheder var emner, som var oppe at vende.

Meldigen fra den russiske præsident Vladimir Putin var på pressekonferencen, at mødet mellem de to stormagter havde været meget konstruktiv.

Den positive besked kommer ovenpå en periode, hvor forholdet mellem Putin og Biden ellers har været på et lavpunkt efter, at Biden havde kaldt Putin en "dræber".

I lyset af, at forholdet mellem de to præsidenter har været mildest talt anstrengt, siden Biden indtog det Hvide Hus, så gik mødet fornuftigt.

USA beskylder Rusland for at foretage mange angreb på computersystemer i amerikanske virksomheder og institutioner.

Præsidenterne blev enige om, at de to regeringer nu skal i gang med at drøfte cyberangreb.

Biden sagde, at han havde fortalt sin russiske kollega, at USA ligger inde med en betydelig cyber-kapacitet. Og USA vil svare igen, hvis der kommer angreb.

- Kritisk infrastruktur skal man lade være med at røre, sagde Biden.

Putin sagde, at de fleste cyberangreb i Rusland kommer fra USA.

Andre emner under topmødet var menneskerettigheder, herunder forholdene for den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

LÆS OGSÅ EU og USA straffer russere efter Navalnyj-forgiftning

Han sidder i fængsel og er syg, og Biden sagde, at han havde sagt til Biden, at hvis Navalnyj dør i fængslet, kan det bliver "ødelæggende for Rusland".

Præsidenterne enedes også om, at deres ambassadører, der er hjemkaldt, skal tilbage til henholdsvis Moskva og Washington D.C.

LÆS OGSÅ Rusland kalder ambassadør hjem efter Bidens kritik af Putin

De blev hjemkaldt i marts og april, da der var en kurre på tråden, efter at Biden havde kaldt Putin en "dræber".