Berthelsen: Der er brug for KANUKOKA

Hvis det står til borgmester i Qeqqata Kommunia skal den kommunale sammenslutning ikke nedlægges.
Foto © : Kommune Kujalleq & Qeqqata Kommunia
Skrevet af Jonas Fievé
30. juni 2016 14:57

Hermann Berthelsen mener nemlig, at de resterende kommuner i sammenslutningen har brug for at stå sammen.

- Her i opstartsfasen og i det fremtidige arbejde, har vi alle brug for alle kræfter. Da Kommuneqarfik Sermersooq meddelte sin afgang, blev alle tre kommuner enige om, at kommunerne skulle være stærke, hvilket jeg synes vi har været indtil nu, så jeg ærgrer mig, siger Hermann Berthelsen.

Brug for et slankere KANUKOKA

Det var en enig kommunalbestyrelse i Qaasuitsup Kommunia, som har indstillet til, at kommuneforeningen skal nedlægges.

De mener dog, at kommuner fremover også skal samarbejde på en række områder, men det skal være et meget mindre organ end det nuværende KANUKOKA.

- Det skal varetage nogle få centrale funktioner, som er vigtige for den kommunale verden, det var den beslutning, som der blev truffet i går, fortæller borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph.

Læs også Kommune vil nedlægge KANUKOKA

Flytning til Maniitsoq ikke skyld i vore modstand

Tilbage i februar blev det besluttet, at KANUKOKAs administration skulle flyttes til Maniitsoq, men Herman Berthelsen afviser, at hans modstand mod nedlæggelsen af kommuneforeningen skyldes udsigten til at KANUKOKA skulle flytte til Qeqqata Kommunia.

Læs også KANUKOKA flytter til Maniitsoq

Derimod henviser han til formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen udmeldinger om, at forhandlingerne i forhold til at flere sagsområder overgår til kommunerne skal fremskyndes.

- Vi kan overtage de nye sagsområder i et stærkt fællesskab, og uden på den måde at svække hinanden, siger borgmester i Qeqqata Kommunia Hermann Berthelsen.

Borgmester i Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen, har ikke haft mulighed for at kommentere på forslaget, men i en mail til KNR skriver han, at en samlet bestyrelse på det sidste møde i KANUKOKA havde besluttet, at KANUKOKA’s fremtid skal drøftes på det næste bestyrelsesmøde til august.