Berettiget kritik fra Europarådet

En ny rapport fra Europarådet sætter fokus på en af Sara Olsvigs (IA) mærkesager. Det drejer sig om forholdene for indsatte på anstalterne. Rapporten kommer med skarp kritik af den danske regerings måde at håndtere sagerne på.
Skrevet af Peter Troelsen
29. januar 2013 13:55

I rapporten fra Europarådets Torturkomite er den danske regering pålagt inden for 6 måneder at komme med en plan for, hvordan rækken af kritikpunkter imødekommes. Det arbejde ser Sara Olsvig frem til at følge. Hun vil selv fortsætte sin indsats på området, og vil foreslå Folketingets Grønlandsudvalg at holde en høring om emnet.

-Rapporten beskriver blandt andet forholdene for kvinder og de under 18-årige på anstalterne, og den kommer ind på de manglende beskæftigelses- og behandlingsmuligheder. Det er alt sammen områder, som jeg også har påpeget som mangelfulde. Der er dog områder, rapporten ikke ser på, f.eks. forholdene for de ansatte på anstalterne, men det arbejder vi videre på”, siger Sara Olsvig.

Målet er at forholdene i den grønlandske kriminalforsorg fremadrettet svarer nogenlunde til de danske forhold. Et mål som i øjeblikket virker stort set urealistisk, men Sara Olsvig er dog optimistisk på det område.

”Justitsministeren siger i et interview, at der er bevilget 14 millioner kroner ekstra til kriminalforsorgen i Grønland, men de penge er eksklusivt til den midlertidige anstalt i Kangerlussuaq, derfor kommer disse penge ikke til at berøre de resterende anstalter og forholdene her", mener Sara Olsvig.