Beredskabschefer: Fejl bag falske katastrofealarmer i Nuuk og Sisimiut er rettet

Når en katastrofealarm går, skal politiet kontakte medier, som kan holde borgerne opdaterede. Beskeden nåede ikke frem i to tilfælde, og det har fået politiet og KNR til at se på proceduren.
I sidste uge gik katastrofealarmen ved en fejl i Sisimiut. Det samme skete i oktober i Nuuk. Begge gange var det systemfejl, der fik sirenerne til at hyle, men fejlene er rettet, lyder det fra beredskabschefer.
20. december 2019 12:08

Det var tekniske fejl, der fik katastrofealarmerne til at hyle over Nuuk en nat i oktober og igen i Sisimiut i sidste uge. 

Begge brandstationer har fået nye systemer inden for det seneste år, og der var her, at de tekniske problemer opstod.

Fejlene bør være rettet, lyder det fra beredskabscheferne i de to kommuner.

LÆS OGSÅ Strømsvigt var skyld i falsk katastrofealarm i Sisimiut

Alarmen i Sisimiut startede i forbindelse med et strømsvigt, forklarer Ole Kreutzmann, der er beredskabschef i Qeqqata Kommunia. Når det sker, skal systemet automatisk give indsatslederen besked, men på grund af en teknisk fejl i systemet sendte det i stedet signal til at starte sirenen.

Det skal du gøre, når katastrofealarmen lyder

 

Signal 1: 'Gå inden døre'

Tonen stiger og falder. Signalet, der varer 45 sekunder, gentages fire gange.

  • Her skal du gå inden døre. Luk døre, vinduer og ventilationsanlæg.
  • Søg information hos KNR TV eller radio.
  • Afvent signal 2: 'Faren er forbi'
  • Afvent myndighedernes afmelding af faren i KNR TV eller radio.

Signal 2: 'Faren er forbi'

Én lang tone, der varer 45 sekunder.

  • KNR TV eller radio orienterer om afmelding af fare.
  • Du kan nu forlade den indendørs beskyttelse.

Kilde: Beredsskabskommissionen

- Det er blevet løst, så vi regner ikke med, at denne her type fejl sker igen, siger beredskabschefen.

Der er blevet installeret nye systemer på flere brandstationer rundt om i landet.

Det skete i Sisimiut og Kangerlussuaq i oktober.

Alarmen hylede i flere minutter

I Nuuk har et nyt system, der blev installeret sidste år, også voldt problemer.

Natten til den 27. oktober var en fejl i systemet skyld i, at alarmen også her hylede.

LÆS OGSÅ Falsk alarm: Ikke alle i Nuuk hørte katastrofealarmen

- Der har været en børnesygdom i vores nye central, siger Knud Petersen, der er beredskabschef i Nuuk.

- Vi har rettet op på det ved at henvende os til vores leverandør, som tjekkede op med det samme og fandt fejlen, tilføjer han.

Ifølge beredskabschefen kontaktede brandstationen med det samme leverandøren til systemet, som fandt den tekniske fejl.

- Jeg håber virkelig, at det ikke sker igen. Det kører optimalt nu. Til formiddag (torsdag, red.) fik jeg også vores leverandør til at tjekke op på det, og der virkede det, som det skulle, siger Knud Petersen.

Han forklarer, at der automatisk bliver tilkaldt personale til brandstationen, når sirenerne går igang. Alarmen hylede i et par minutter, før den første ansatte var på stedet.

Procedure er taget til efterretning

Begge beredskabschefer forklarer, at politiet automatisk får besked, når alarmen hyler, og at det også bliver kontaktet manuelt. Ifølge proceduren skal politiet derefter kontakte de grønlandske medier. 

Sirenen signalerer, at borgerne skal gå indenfor, blive der og tænde for radio og tv. Medierne skal så oplyse borgerne, om hvad der sker, og hvordan de skal forholde sig. 

Men hverken da alarmen lød i Nuuk eller torsdag aften i Sisimiut, nåede beskeden frem, fortæller Karl-Henrik Simonsen, der er direktør i KNR.

- Når vi får en melding, tilkalder vi folk her, og så skal vi jo sende i radioen og meddele borgerne, hvor de nu måtte være, at der er en katastrofealarm, og hvordan de skal forholde sig, siger han.

- Det er beredskabsparterne, der giver meddelelsen om det, og så agerer vi derefter. Vi skal sende i radioen som minimum, men vi bruger også web i fremtiden, siger Karl-Henrik Simonsen.

Men det kræver, at KNR bliver orienteret, påpeger han.

I begge byer oplever politiet, at mange borgere ringede for at høre, hvad pokker der skete. Opkaldene fortsatte, efter at Grønlands Politi på Facebook skrev, at alarmen var falsk.

Sebastian Bech, der er vicepolitiinspektør i region syd, oplyser, at politiet, KNR og redningsberedskabet på baggrund af de to alarmer i Sisimiut og Nuuk er blevet enige om en procedure for udsendelsen af beredskabsmeddelelser.

 

Nunatsinni kalerrisaarut - Sirenevarsling i Grønland