Benigne i Niaqornat om ny tsunamivurdering: Jeg har svært ved at sove

En ny tsunami-vurdering, som Naalakkersuisut fremlagde i fredags, bliver modtaget med blandede følelser i Uummannaq-området.
- Jeg er et roligt gemyt, så jeg tager chokerende nyt forholdsvist roligt, siger Johannes Hansen fra Qaarsut. Foto © : Privat
Skrevet af Bibi Nathansen
02. februar 2021 04:35

Johannes Hansen i Qaarsut tager det med stoisk ro, mens Benigne Løvstrøm i Niaqornat har haft svært ved at sove.

Det kan nemlig udløse fem meter høje bølger i Niaqornat, Qaarsut og Uummannaq i Nordgrønland, hvis et ustabilt fjeldområde i Karratfjorden falder i havet på én gang, lyder det i en ny vurdering fra naalakkersuisut.

I det værst tænkelige scenarie vil bølgerne ifølge beregningerne ramme sådan: 

-    28,4 meter høj i Nuugaatsiaq,
-    8,7 meter høj i Illorsuit,
-    3,8 meter høj i Niaqornat,
-    4,8 meter høj i Qaarsut og
-    4 meter høj i Uummannaq. 

Kilde: Naalakkersuisut

Naturkatastrofer er ikke et hverdagssyn i Grønland, og derfor kan mange måske huske, hvor de var, og hvad de lavede, da meldingen om en tsunami i netop Karratfjorden lød den 17. juni 2017.

Ifølge den nye tsunamivurdering er det ikke overvejende sandsynligt, at det store fjeldområde vil falde i havet på én gang, og at en høj flodbølge dermed kan ramme Karratfjorden. På den anden side kan det heller ikke udelukkes, lyder det i den nye vurdering over tsunamirisikoen i området.

LÆS OGSÅ Ny tsunamivurdering: Høj flodbølge risikerer at ramme Karratfjorden

79-årige Benigne Løvstrøm bor i Niaqornat, som ligger lidt syd for risikoområdet, og hun er nervøs.

- Jeg ved jo godt, at risikoen er der. Men da jeg hørte om det i radioen, blev jeg meget forskrækket, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Ned eller op – og jeg er både dårligt gående og svagtseende, siger Benigne Løvstrøm.

Opfordring fra myndighederne: Hvis havet pludselig trækker sig tilbage, eller vandstanden stiger til et godt stykke over normalt niveau, skal man strakt søge væk fra havet. 

Et beredskab blev etableret i bygderne i Karratfjordsområdet i fredags. Her sidder vagter og holder øje med havet og skal trykke på en alarm, hvis vandet opfører sig anderledes end normalt. Det beroliger Benigne Løvstrøm en smule, men:

- Det er meget chokerende. Jeg har svært ved at sove om aftenen og kigger hele tiden ud ad vinduet, siger hun. 

Johannes
Foto © : Privat
Johannes Hansen

Et andet sted i det store fjordsystem bor Johannes Hansen. Han er ikke som sådan nervøs og tager tingene, som de kommer.

- Jeg er et roligt gemyt, så jeg tager chokerende nyt forholdsvist roligt. Hvis det sker, skal vi selvfølgelig berolige borgerne og selv tage det roligt. Der er ikke andet at gøre. Og så er vi klar, siger Johannes Hansen, der bor i Qaarsut.

Opfordring fra myndighederne er entydig: Hvis havet pludselig trækker sig tilbage, eller vandstanden stiger til et godt stykke over normalt niveau, skal man straks søge væk fra havet.