Beboere utrygge efter fund af 700 kilo stjålet fyrværkeri

Godt halvdelen af de 1500 kilo fyrværkeri, der blev stjålet fra en container i Nuuks bydel Qinngorput natten til onsdag, blev torsdag aften fundet i et skur i Nuniaffik i Nuussuaq. Nogle af beboerne tæt på findestedet er ikke underligt rystede. 
Forsamlingshusets tomme container efter onsdag nat
Skrevet af Bibi Nathansen
30. december 2016 15:42

1500 kilo fyrværkeri til en værdi af 600.000 kroner blev natten til onsdag stjålet i Qinngorput.

I går aftes var der så udvikling i sagen, da godt 700 kilo fyrværkeri blev fundet i et skur i Nuniaffik i
bydelen Nuussuaq.

Og naturligt nok var beboerne i området rystede over fundet. 

- Det er selvfølgelig overraskende at se, hvor meget fyrværkeri, der er fundet. Jeg blev forskrækket. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, fordi jeg er så forskrækket. Hvad kunne der ikke være sket, hvis fyrværkeriet var sprunget i luften? spørger Arnajaraq Jeremiassen, der bor tæt på findestedet i Nuniaffik.

LÆS OGSÅ Flere anholdt for stort fyrværkeri-tyveri

Hun var ude og ryge en cigaret, da hun så politibetjente og brandfolk, der havde travlt med at fragte det fundne fyrværkeri væk.

- Det er meget forfærdeligt. Jeg blev utryg, da jeg så, hvor meger fyrværkeri der var. Vores område er ellers sådan et roligt og stille sted, så det var meget utrygt og forfærdeligt at se sådan noget. Jeg kunne endda ikke finde ro, og jeg spurgte mig selv: hvad er det, der sker?, siger Arnajaraq Jeremiassen til KNR. 

Og hun er ikke den eneste beboer i området, der har fået sig en forskrækkelse.

- Det er uhyggeligt at sådan noget er foregået så tæt på. Det er ængsteligt, siger Bebiane Abrahamsen, der også bor i nærheden af skuret, hvor de store mængder fyrværkeri blev fundet.

Hun fortsætter:

- Jeg er forskrækket over, at det er fundet så tæt på os. Og vi vidste ingenting, selvom det er lige i nærheden, siger Bebiane Abrahamsen.

LÆS OGSÅ 700 kilo stjålet fyrværkeri fundet i skur i Nuussuaq