700 kilo stjålet fyrværkeri fundet i skur i Nuussuaq

Sent i går aftes lykkedes det politiet i Nuuk, at finde op mod halvdelen af de 1500 kilo fyrværkeri, der blev stjålet natten mellem tirsdag og onsdag i denne uge.
Skrevet af Karsten Sommer
30. december 2016 06:35

- Det er korrekt at vi har fundet godt og vel 700 kilo fyrværkeri, der lå opmagasineret i et skur til en boligblok i Nuussuaq, siger Politiets vagtchef Søren Bendtsen til KNR her til morgen.

Fyrværkeriet blev fundet på grundlag af en række tips politiet havde modtaget fra offentligheden, og blev ved 22-tiden transporteret i sikkerhed ved hjælp af brandvæsen og politi.

- Ud over selve tyveriet, er opbevaring af så meget sprængfarligt fyrværkeri i et boligområde et groft brud på alle sikkerhedsregler, og vi er i fuld gang med at lede efter resten af det stjålne fyrværkeri, så det kan blive bragt i sikkerhed, siger Søren Bendtsen.

Politiet har nogle mistænkte i sagen, men der er endnu ikke foretaget anholdelser.

Derfor beder politiet fortsat offentligheden i Nuuk om oplysninger, der kan føre til fremfinding af de omkring 800 kilo fyrværkeri, der stadig ligger et eller andet sted i Nuuk.

De små 700 kilo fyrværkeri, der blev fundet i går aftes, befandt sig ifølge Radioavisens oplysninger i et skur i kvarteret Nuniaffik i Nuussuaq.