Innaarsuit: Beboere i farezonen evakueret til andre steder i bygden
En række borgere i Innaarsuit er blevet evakueret fra farezonen og til andre steder i bygden, oplyser vagtchef Lina Davidsen.
Ritzau og dr.dk skrev tidligere fredag morgen, at hele bygden var evakueret. Men det var en misforståelse.
- Vi har ikke evakueret bygden. Man har evakueret borgere i farezonen til andre steder i bygden. De er stadig i Innaarsuit, siger vagtchefen.
Borgere i farezonen er evakueret til fælleshuset, skolen og dagsinstitutionen eller pårørende i bygden.
Borgerne i Innaarsuit kan i disse dage stirre direkte ud i et stort isfjeld, der har lagt sig fast tæt ved bygden. Borgerne frygter, at isfjeldet vil kælve og udløse en flodbølge.
LÆS OGSÅ Vi følger situationen ved Innaarsuit nøje
Avannata Kommunias beredskab, Selvstyret og politiet følger alle nøje med i situationen oplyser de. Beredskabet i de nærliggende bygder er orienteret om, at de skal være klar, hvis der skulle opstå en kritisk situation i Innaarsuit.
LÆS OGSÅ Innaarsuit frygter stort isbjerg vil udløse flodbølge
Politiet har rykkket SAR-helikopteren fra Kangerlussuaq til Ilulissat for at være tættere på Innaarsuit. Derudover har politiet udarbejdet en beredskabsplan, så de er klar til at koordinere indsatsen, hvis det bliver nødvendigt.
Lina Davidsen oplyser, at isbjerget ikke har rykket sig i løbet af natten.
Oline Nielsen fra bygden har delt en video, hvor en mindre del af isbjerget knækker af og udløser bølger i vandet ud for Innaarsuit.