Barn født i tog får gratis kørsel i 25 år

Foto © : Iker Merodio/Flickr Creative Commons
15. juni 2019 12:08

Skrig fra toilettet i toget fra Galway til Dublin i Irland fik forleden en ansat til hastigt at kalde på hjælp.

På toilettet befandt sig en kvinde, der var gået i fødsel midt på ruten. Hun fødte en pige i toget, skriver The Independent.

Barnet blev bragt til verden af to sygeplejersker og en læge, der tilfældigvis også befandt sig på toget og meldte sig, da togkonduktøren kaldte på kyndige over togets højttaler.

- Vi er lykkelige og taknemmelige for både kunder og togansatte, der assisterede moren i en sikker fødsel, siger en talsperson for Iarnród Éireann, der er det irske togselskab.

Selskabet ønsker moren og barnet alt godt og har kvitteret for den opsigtsvækkende fødsel med et gavekort på gratis togkørsel til barnet de næste 25 år.

/ritzau/