Børnetalsmand: Fremrykker sin inspektion i Tasiilaq
Det sker efter at det kom frem, at halvdelen af børnene i østkystens største by har sociale problemer,.
Børnetalsmanden havde oprindeligt først planlagt at besøge byen i 2017, men har altså nu omprioriteret sin rejseaktivitet på grund af de bekymrende forhold, som børn og unge lever under i Tasiilaq.
- Jeg ved, at Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyret arbejder på at finde en løsning på de mange svigt af børn, hvilket jeg støtter op om. Det er dog vigtigt for mig, at jeg som Børnetalsmand selv ser og taler med børn og unge om deres levevilkår, lyder det fra Aviâja Egede Lynge i en pressemeddelelse.
Børnetalsmanden håber, at hun med besøget kan få overblik over situationen, så hun bedre kan rådgive kommunen og Selvstyret i deres kommende initiativer, der skal hjælpe byens børn.