Avannaata Qimussersui erstattes med kommune-løb
Der bliver ikke noget nationalt hundeslædevæddeløb i år. Til gengæld bliver der kommunemesterskaber.
Coronasekretariatet har nemlig godkendt en ansøgning fra slædekørernes organisation KNQK om kommunemesterskaber. Der skal køres om kap i slutningen af marts og begyndelsen af april.
Formanden for KNQK, Johan Olsen, oplyser overfor KNR, at foreningen havde foretrukket en landsdækkende konkurrence. Men der kunne ikke gives dispensation for coronareglerne. Ifølge reglerne må der ikke holdes arrangementer, der kræver tilmelding, med tilrejsende fra andre kommuner.
LÆS OGSÅ Avannaata Qimussersua er aflyst af frygt for coronasmitte
- Vi har på vores møde torsdag aften besluttet at afvikle hundeslædevæddeløb som kommunemesterskaber, siger Johan Olsen.
Det landsdækkende hundeslædevæddeløb skulle have været med deltagere fra alle hundeslædedistrikter og blev derfor kaldt Avannaata Qimussersui.
Der skulle efter den oprindelige plan være deltagere fra Østgrønland, Qaanaaq-området og andre hundeslædeområder på vestkysten.
LÆS OGSÅ Aflyst i år - men Avannaata Qimussersua bliver stort næste år
Men nu må kuskene altså nøjes med kommunemesterskaber.
Startskuddet vil lyde i Ilulissat den 27. marts med deltagere fra Qaanaaq til Ilulissat.
Kommune Qeqertalik går til start i Qasigiannguit den 30. marts og Qeqqata Kommunia i Sisimiut den 10. april.
Østgrønlandske kuske mødes i Kulusuk den 20. marts.
Der vil stadig være begrænsninger for antal af tilstedeværende. Ifølge de nuværende regler for forsamlinger må der højst være 100 mennesker samlet indenfor - udenfor er maxantallet 250.
- Vi må påtage opgaven om at lave oplysningskampagne inden konkurrencerne for at sikre, at konkurrencerne afholdes indenfor reglerne, siger Johan Olsen.
Han fortæller, at der også bliver holdt kommuneløb for børn.