Avannaata Qimussersua er aflyst af frygt for coronasmitte
Avannaata Qimussersua, der skulle have været holdt i Uummannaq 28. marts, er aflyst.
Det har en enig bestyrelse i slædekuskenes landsforening KNQK besluttet mandag formiddag. Det første registerede tilfælde af en coronasmittet i Grønland gjorde udslaget.
LÆS OGSÅ Første person i Grønland er smittet med coronavirus
Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen meddelte på et pressemøde mandag formiddag, at en person i Nuuk er smittet med coronavirus. Den smittede og resten af husstanden er nu sat i hjemmekarantæne.
- Vi fulgte med i pressemødet og holdt hastemøde umiddelbart efter. Der er fuld enighed i bestyrelsen om, at Avannaata Qimussersua bliver aflyst i år på grund af frygt for spredning af corona. Vi kan heller ikke udsætte arrangementet, fordi hele arrangementet er afhængig af sne og islag på store strækninger, siger formanden for KNQK Johan Olsen til KNR.
LÆS OGSÅ Avannaata Qimussersua afvikles - men det bliver på lavt blus
Deltagere fra Upernavik Kujalleq og Kangersuatsiaq var ellers ankommet til Uummannaq for at forberede sig til det store hundeslædevæddeløb.
- Der har i det hele taget været meget omfattende forberedelser. Vi har også med stor beklagelse meddelt deltagere fra Upernavik Kujalleq og Kangersuatsiaq, at de bliver nødt til at tage tilbage, siger Johan Olsen.
Regionale løb
Der bliver også afholdt regionalt løb i Østgrønland og i Qaanaaq-området.
- Vi har også aflyst Kangiata Qimussersua i Østgrønland. Vi har endnu ikke taget beslutning med hensyn til regionalløbet i Qaanaaq-området. Der er længere periode med islag i Qaanaaq-området, hvor de plejer at afholde deres løb i slutningen af april eller maj. Den beslutning bliver truffet på et senere tidspunkt, siger Johan Olsen.
LÆS OGSÅ Frygt for corona: Hundeslædevæddeløb for børn er aflyst
Aflysning af Avannaata Qimussersua har været drøftet flere gange i KNQK. Børnenes løb, der skulle have været holdt den 24. marts, blev aflyst i sidste uge.
På det tidspunkt besluttede KNQK ellers at fastholde afviklingen af de voksnes løb – dog uden indendørsarrangementer.
- Der er blevet gjort en meget stor indsats hos de lokale arrangører. Men vi kunne ikke gøre andet end at aflyse Avannaata Qimussersua, efter at den første smittede med coronavirus er blevet konstateret i Grønland, siger Johan Olsen.