Helikopterproblemer i Nordgrønland fortsætter

Air Greenlands flyvninger, der i denne uge skulle have løst transportproblemerne i Nordgrønland måtte igen aflyses på grund af vejret. Antallet af strandede passagerer er nu vokset og flyvningerne ser ud til først at begynde onsdag i næste uge.
Helikopter
Foto © : KNR
13. januar 2018 14:58

Flere passagerer har været strandet i Nordgrønland siden midten af december. Især er det passagerer til og fra Upernavik, der ikke har kunnet flyve.

Først var det vejret, der satte en stopper for helikopterflyvningerne i området og da vejret tillod flyvning opstod der tekniske problemer oplyste Air Greenland i denne uge.

Onsdag lød meldingen fra flyselskabet, at der ville blive fløjet resten af ugen. Men sådan er det ikke gået.

Ugens helikopterflyvninger, der skulle få de mange passagerer frem til deres destinationer har igen måttet aflyses på grund af vejret, skriver Air Greenland i en pressemeddelse.

LÆS OGSÅ Strandede passagerer kommer nu frem

Selskabet oplyser, at der nu er 130 passagerer, der er berørt af aflysningerne og at det højst sandsynligt, ikke være muligt at flyve før onsdag i den kommende uge.

- Det er dybt beklageligt, men vi er nødt til fortsat at bede om passagernes tålmodighed. Vi har afsøgt alle muligheder for at indsætte ekstra kapacitet, men det kan ikke lade sig gøre. udtaler kommunikationschef i Air Greenland, Katrine Hjelholt Nathanielsen.

Flyselskabet oplyser, at antallet af berørte passagerer vil stige, hvis der ikke kan flyves mandag og tirsdag, og forventningen er, at det vil tage 7-10 dage, at få alle strandede passagerer frem, når flyvningerne bliver genoptaget.

Ifølge Air Greenland holder man øje med situationen og går igang med at flyve igen, så snart det er muligt. Strandede passagerer får besked om flyvningerne på mail, sms eller opkald. Og hvis man har spørgsmål kan man kontakte Air Greenlands Call Center på 70 12 12.