Australien godkender kæmpe kulmine nær Great Barrier Reef

Australien har torsdag godkendt etableringen af en kontroversiel kulmine nær verdens største koralrev, Great Barrier Reef, i delstaten Queensland.
I flere år har miljøorganisationer på tværs af landet demonstreret mod opførelsen af minen. Organisationerne siger, at minen i Galilee Basin vil bidrage til den globale opvarmning og beskadige Great Barrier Reef. Foto © : Josh Frydenberg/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
13. juni 2019 11:57

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Carmichael-kulminen bliver Australiens største kulmine. Den er i årevis blevet forsinket på grund af spørgsmål om miljø og finansiering.

Carmichael-kulminen vurderes at kunne producere op mod 60 millioner ton kul om året.

Det er dog langtfra alle, der er tilfredse med byggeriet.

I flere år har miljøorganisationer på tværs af landet demonstreret mod opførelsen af minen. Organisationerne siger, at minen i Galilee Basin vil bidrage til den globale opvarmning og beskadige Great Barrier Reef.

Samtidig har nationale rundspørger vist, at over halvdelen af australierne er imod minen. Det skriver flere lokale medier.

Forskere anslår ifølge nyhedsbureauet dpa, at op mod 30 procent af korallerne på Great Barrier Reef er døde som følge af usædvanligt varmt vand i løbet af de seneste år.