Asii Chemnitz Narup trækker sig fra Inatsisartut

IA meddeler på Facebook, at Asii Chemnitz Narup træder tilbage fra Inatsisartut. Hvad der ligger bag beslutningen, fremgår ikke.
Asii Chemnitz Narup fik 985 personlige stemmer ved valget til Inatsisartut i 2021. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
23. september 2024 12:28

Åbningen af Inatsisartut i fredags forløb uden de store problemer. Men allerede på anden mødedag er der røre i vandet.

Asii Chemnitz Narup, som er folkevalgt for Inuit Ataqatigiit, trækker sig fra Inatsisartut. Det meddeler partiet på Facebook.

Hun blev første gang valgt til Inatsisartut i 1999, og i 2021 blev hun naalakkersuisoq for finans- og indenrigsanliggender. Hun trak sig dog i november 2021, da Tilsynsrådet kom med kritik af hendes tid som borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Asii Chemnitz Narup sad som borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq fra 2009 til 2019.

Hvad der ligger bag hendes beslutning om at trække sig fra Inatsisartut nu inden det kommende valg, som skal afholdes senest 6. april 2025, fremgår ikke af IA’s opslag.

- Vi ønsker Asii og hendes familie alt godt, skriver partiet på Facebook.

KNR forsøger at få en kommentar fra Asii Chemnitz Narup og IA.

I fredags trak Harald Bianco fra Tasiilaq (også IA) sig fra Inatsisartut. Ind kom i stedet for Edvard Nielsen Aronsen som stedfortræder.