Blå bog: Asii Chemnitz Narup - fra socialrådgiver til populær borgmester

Efter 10 år i spidsen for Kommuneqarfik Sermersooq har Asii Chemnitz Narup (IA) valgt at trække sig som borgmester med øjeblikkelig virkning.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
11. juni 2019 10:46

Topscorer i antal personlige stemmer. Tidligere næstformand i IA. Medstifter af et kvindekrisecenter og borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq i 10 år.

Asii Chemnitz Narup har været i politik i mange år, og herunder kan du se nogle af højdepunkterne i hendes karriere.

Alder: 64 år. Født i Nuuk, 27. juni 1954

Civil status: Gift med Juaaka Lyberth, mor til en søn og en datter.

Uddannelse: Student fra Hellerup Gymnasium. Uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i København 1981. Hun har også studeret Kultur og Samfund på Ilisimatusarfik (1989) og sorg- og kriseterapeut (1996-98).

LÆS OGSÅ IA og Demokraterne i åbent slagsmål

Civil karriere: Medstifter og aktiv i Nuummi Arnat Suleqatigiit (kvindekrisecenter) fra 1981 til 1986.

- Social rådgivning og behandling, Nuup Kommunea.

- Alkoholkampagne for unge og forældre hos PAARISA (1990).

- Redaktør for “Aperilaarlanga” ved KNR.

- Undervisning og supervision af ansatte i social- og sundhedssektoren.

- Sorg- og kriseterapi for voksne og leder af sorggruppen i Nuuk.

- Næstformand i AIDS-fonden i Grønland.

Politisk karriere: Stillede op til Landstinget i 1999 for IA og blev valgt. 

Genvalg tre år senere. Udpeget til Landsstyremedlem for familie og sundhed fra 2003 til 2005 og igen for sundhed og miljø fra 2005 til 2006 – begge under Hans Enoksens formandstid.

Trak sig dog fra posten som landsstyremedlem for sundhed og miljø, da hun følte sig ’forfulgt af sine kolleger’, skrev KNR i 2006.

I 2007 blev hun næstformand i Inuit Ataqatigiit.

LÆS OGSÅ Asii Chemnitz Narup er klar til borgmesterpost

Fra 2008 stod Asii Chemnitz Narup i spidsen for overgangsudvalget for Øst-Vestkommunen og blev ved det første valg efter kommunalreformen valgt til borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Det skete med valgets højeste personlige stemmetal på 994 stemmer. Dermed blev Siumut presset ud af borgmesterkontoret i det hidtidige Nuup Kommunea.

Siden har Asii Chemnitz Narup opnået genvalg to gange. Begge gange blev hun Grønlands topscorer i personlige antal stemmer.

I 2013 satte 1.337 vælgere deres kryds ud for IA-borgmesteren ved kommunalvalget - ved det seneste kommunalvalg i 2017 steg antallet til hele 2.259 stemmer.

LÆS OGSÅ Asii Chemnitz Narup overrasket over kritik


Kilder: Valg.gl, Sermersooq.gl, Asii Chemnitz Narups facebookprofil, KNR