Arktisk Råd Arktisk forskning styrkes med ny aftale

De otte arktiske stater satte torsdag deres underskrifter på en juridisk bindende aftale om styrket forskningssamarbejde i og om Arktis. Aftalen sikrer friere bevægelighed for forskere og forskningsudstyr på tværs af den arktiske region.
Foto © : Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen
Skrevet af Karsten Sommer
12. maj 2017 13:47

Det skete på Arktisk Råds ministermøde i Fairbanks, Alaska.

- Aftalen er vigtig, fordi forskning udgør en væsentlig del af fundamentet for arktisk samarbejde, fastslår udenrigsminister Anders Samuelsen og fortsætter:

- Forskningen skaber grundlaget for vigtige politiske beslutninger om bæredygtig økonomisk udvikling og miljø i Arktis. Men udgør også en vigtig katalysator for et styrket samarbejde inden for andre områder - og dermed for bevarelsen af Arktis som en lavspændingsregion, lyder det fra udenrigsministeren.

Anders Samuelsen underskrev på Rigsfællesskabets vegne den nye aftale, sammen med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Suka Frederiksen, samt den færøske landsstyremand for udenrigsanliggender, Poul Michelsen, der begge ligeledes underskrev aftalen.

Mødet i Alaska markerede afslutningen på USA's formandskab. I de næste to år er det Finland, som vil sidde i formandsstolen.