Finanslov 2017 Aqqaluaq kommer med endnu en forkert forklaring

Naalakkerusisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede, fremkom onsdag med nye forklaringer på finanslovens underskud. Igen var der tale om forkerte oplysninger.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
25. november 2016 17:07

Mandag hævdede naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede, i Qanorooq, at det nye naalakkersuisut kun er ansvarlig for otte ud af det 145 millioner kroner store underskud på finansloven.

En påstand som er i strid med sandheden.

LÆS OGSÅ Faktatjek: Aqqaluaq roder rundt i underskud

Onsdag var Egede igen i Qanorooq. Her erkendte han, at hans første udmelding var forkert, men kom også med nye og igen faktuelt forkerte forklaringer på underskuddet i finanslovens overslagsår.

Naalakkersuisoq for finanser blev onsdag spurgt om, hvorfor han kom med forkerte oplysninger i mandagens udgave af Qanorooq.

Vedkender sig ansvar for finansloven

Egede vedkendte sig sit ansvar for finansloven men svarede ikke på spørgsmålet om de forkerte oplysninger.

I stedet kom han med nye beskyldninger mod det tidligere naalakkersuisut og Demokraterne.

- Der er blevet sparet på børneområdet, for at få et flot regnskab. Der er sparet penge på børneafdelingen på Sana, og der er sparet på de særlige bevillinger til at styrke socialstyrelsen, så der fremkom overskud på finansloven, lød det fra Aqqaluaq B. Egede i onsdagens Qanorooq.

Der er dog igen tale om forkerte oplysninger.

Socialstyrelsen er ny

Departementet for sundhed oplyser, at det tidligere naalakkersuisut ikke har sparet på børneafdelingen på Sana.

Socialstyrelsen er en nyskabelse, der først kom på til tredjebehandlingen af finansloven, og den kan derfor ikke have været udsat for besparelser.

Foto © : KNR

Kilde: Bilag I Ændringsforslag til tredjebehandling af FFL2017

En del af underskuddet på finansloven opstår ganske rigtigt, fordi naalakkersuisut har valgt at prioritere blandt andet en børneafdeling på hospitalet og en helt ny socialstyrelse.

Socialstyrelsen bygger på en indstilling fra oktober 2015 fra Den Politiske Koordinationsgruppe(bestående af Naalakkersuisut og de fire borgmestre), men det tidligere naalakkersuisut havde ikke sat styrelsen på finanslovsforslaget for 2017.

To ud af tre forkerte

Dermed er to ud af tre af Aqqaluaq B. Egedes påstande ikke korrekte. Den tredje påstand er, at der er blevet sparet på børneområdet.

- Demokraterne har siddet med finansdepartementet. De har lavet et budget, der laver besparelser på indsatser for børn og unge, og det vil vi ikke være med til, gentager Aqqaluaq B. Egede.

Kigger man i finanslovsforslaget, der blev fremlagt af Randi Vestergaard Evaldsen, er der dog afsat samme beløb under kontoen til børn og unge i departementet for sociale anliggender.

Også MIO får samme beløb som tidligere.

Aqqaluaq B. Egede er ikke vendt tilbage på radioavisens henvendelser for at uddybe sine påstande, og han har heller ikke ønsket at lade sig interviewe om finansloven af KNRs Radioavis.

Foto © : KNR

Kilde: Finanslov for 2016

Ovenstående tabel viser bevillingen til DIH for 2016, og nedenfor ses bevillingen i
finanslovsforslaget i for 2017.

Foto © : KNR

Kilde: Finanslovsforslag for 2017 fremsat til førstebehandling.

 

Foto © : KNR

Kilde: Finanslov for 2016

Ovenstående viser bevillingen til Børn og Unge i 2016 og nedenfor ses den foreslåede bevilling for 2017
.

Foto © : KNR

Kilde: Finanslovsforslaget for 2017 fremsat til førstebehandling.