Aqqaluaq B. Egede om farvel til fisker- og fangerpost: Selvfølgelig er det svært

Aqqaluaq B. Egede er røget af krogen til landets største pengestrøm. I stedet tager en ny skipper roret til kutteren.
- Selvfølgelig er det svært. Også fordi jeg har været dybt optaget af og engageret i sagerne med samarbejde med fiskerne og selskaberne, siger Aqqaluaq B. Egede. Foto © : Ane-Marie Petersen / KNR
Skrevet af Ane-Marie Petersen
08. april 2022 05:22

Ny koalition betyder nye ministre.

Inuit Ataqatigiit har ofret sin fisker- og fangerminister for at komme sin nye koalitionspartner i møde. 

Fisker- og fangerområdet vender altså "hjem" til Siumut, og Aqqaluaq B. Egede bliver i stedet ansvarlig for råstoffer og justitsområdet. 

Det ærgrer ham, men samtidig glæder det ham, at han er tildelt et nyt departement, der er hans hjertensbarn.

Fakta om den nye koalition
 

Siumut og IA har nu et flertal i Inatsisartut med 22 ud af 31 pladser.

De to partier har siddet i koalition sammen tidligere. Det var i 2016-2018. Naleraq var også med.

I 2021 var der valg. Naleraq og IA gik i koalition og satte sig på 16 af de 31 pladser. Atassut var støtteparti.

Ataasut trak sig i november sidste år. Naleraq blev smidt ud i mandags. Forskellene mellem de to partier var blevet for store. 

Nu får Siumut fire pladser i Naalakkersuisut. Derudover er Kim Kielsen blevet formand for Inatsisartut. 

LÆS OGSÅ Strid om pris på det lyserøde guld: Årets stenbiderfiskeri er endnu ikke gået i gang

- I den nu opløste koalition havde Inuit Ataqatigiit syv ministerier. Nu er vi blevet færre, og mandaterne hos vores samarbejdspartner er blevet flere. Det er det kompromis, vi har aftalt, siger Aqqaluaq B. Egede til KNR.

Det betyder, at man får endnu et nyt ansigt på posten som naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Tobiassen (S), mens den længe ventede fiskerilov er under behandling.

Hårdt at slippe fiskerilov

Fiskeriloven skulle have været klar til efteråret. Men deadline er rykket til foråret næste år.

LÆS OGSÅ Aqqaluaq B. Egede om kritik: Jeg er tilfreds med, at debatten er begyndt

Og det er svært at skulle give slip på igangværende arbejde, siger Aqqaluaq B. Egede. 

- Selvfølgelig er det svært. Også fordi jeg har været dybt optaget af og engageret i sagerne med samarbejde med fiskerne og selskaberne, siger han og fortsætter:

- Det næste skridt var at finde ud af vilkårene for fiskerne i de forskellige kommuner og regioner. Det er selvfølgelig svært at skulle slippe et arbejde, der er på det det stadie.

Foto © : Ane-Marie Petersen/KNR

Aqqaluaq B. Egede (IA), Múte B. Egede(IA) og Karl Tobissen (S) til overrækkelsesceremonien i fisker- og fangerdepartementet. Foto: Ane-Marie Petersen/KNR.

Den nu afgående naalakkersuisoq skabte røre, da han under et fiskeriseminar i Ilulissat sagde, at det de sidste 20 år har været kutyme, at erhvervsfiskere blot ringer direkte til naalakkersuisoq for at få tildelt licenser.

Han blev kraftigt kritiseret, og oppositionspartiet Demokraatit krævede, at han skulle undskylde over for alle forhenværende naalakkersuisut for området.

Ud af kutteren og ned i minen

Aqqaluaq B. Egede er fra Narsaq og er en stor modstander af udvinding af uran.

Ifølge ham spillede råstofområdet en stor rolle, da han i sin tid besluttede at komme ind i politik.

Så selvom han ærgrer sig over, at han er røget ud af fiskeri- og fangstdepartementet, er han glad for, at han har fået et andet vigtigt område, som han brænder for.

- På den måde kan man sige, at jeg er flyttet til et andet af mine interesseområder, siger han.

LÆS OGSÅ Overblik: Her er det nye Naalakkersuisut

Uran-spørgsmålet, har delt vandene mellem Siumut og IA i en lang årrække.

Og uran-spørgsmålet vejede tungest på vægtskålen ved Inatsisartut-valget sidste år.

Men nu skal man fokusere på de ting, de to partier kan blive enige om og se bort fra partiernes skænderier, siger Aqqaluaq B. Egede.

- Uenighederne har fyldt for meget i alt for mange år.  Det er derfor på tide at flytte fokus til de ting, som vi kan være enige om og skabe nye indtægtsmuligheder, siger han.