Birna-sagen: Anklager kræver 18-års fængsel

Ved fredagens retsmøde i Birna-sagen er det kommet frem, at sagens anklager kræver den grønlandske mand, der er tiltalt for drabet, fængslet i 18 år.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
01. september 2017 13:03

OPDATERET 14.37: Derudover skal den anklagede betale sagens omkostninger på fire millioner islandske kroner, hvis anklageren får sin vilje.

- Han har dræbt den unge pige på brutalt vis, sagde senioranklager Kolbrún Benediktsdóttir, under dagens retsmøde.

Anklageren kræver 18 års fængsel til den tiltalte for drabet på den islandske kvinde. Det er længere end den højeste straf, der ligger på 16 års fængsel. Det skriver Visir.is.

LÆS OGSÅ Birna var såret og bevidstløs da hun blev kastet i vandet

Senioranklageren argumenterede i retten for, at manden udover drab, også er tiltalt for at smugle 23 kg hash ombord på sin arbejdsplads, trawleren Polar Nanoq. Anklageren mener, at manden bør straffes med to års fængsel for hashsmugling.

Derudover mente hun ikke, at den anklagedes udsagn hang sammen. Hun henviser til, at han ændrede forklaring om drabsnattens forløb, under det første retsmøde d.21. august, og pegede på det andet besætningsmedlem.

- Han siger ganske enkelt ikke sandheden, sagde senioranklageren.

LÆS OGSÅ Bartender afviste påstand fra tiltalt

Hun påpeger, at de tekniske beviser viste at Birnas blod var i den røde Kia Rio bil og er forsøgt renset væk. Desuden har efterforskerne blandt andet fundet hans DNA beviser på Birnas sko.

- Foruden utroværdigt og ændret udsagn, så peger næsten alt på ham, sagde senioranklager Kolbrún Benediktsdóttir.

Hun understreger, at selvom det andet besætningsmedlem tidligere var mistænkt i sagen, så er der intet der peger på, at han var med til forbrydelsen.

Hvis anklageren får sin vilje, skal den anklagede også betale sagens omkostninger på fire millioner islandske kroner, svarende til knap 240.000 danske kroner. Manden erklærer sig uskyldig i alle anklager.