Anklager går efter 10 års anbringelse for drab på 11-årig i Aasiaat

I starten af december skal Qaasuitsup Kredsret afgøre, hvorvidt en mand skal kendes skyldig i drabet på en ung pige fra Aasiaat eller ej. Anklagemyndigheden går efter 10 år i anstalt.
Ved foden af denne trappe blev en 11-årig pige fundet dræbt i Aasiaat. Foto © : Pauli Wille
30. oktober 2021 11:15

For knap et år siden blev der gjort et uhyggeligt fund i Aasiaat.

En gruppe frivillige var ude og lede efter en pige, der ikke var kommet hjem. Ud på aftenen fandt de hende livløs ved trapperne mellem KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandsvej. 

Sagen skal for retten den 8. og 9. december Qaasuitsup Kredsret i Ilulissat. Her er en mand tiltalt for at skulle have taget livet af pigen om aftenen 26. november 2020 mellem klokken 20.30 og 20.40.

Det fremgår af politiets anklageskrift, som KNR har fået aktindsigt i. 

LÆS OGSÅ Mand sigtet for drab på 11-årig pige

Her står der også, at anklagemyndigheden går efter at sende tiltalte 10 år i anstalt, hvis han bliver kendt skyldig i forbrydelsen. 

Den dengang 27-årige mand blev anholdt omkring en uge efter selve drabet, og politiet har senere fortalt, at han har erkendt, at han har slået pigen ihjel. Han har været tilbageholdt, siden han blev anholdt. 

LÆS OGSÅ Politi: Sigtet i drabssag fra Aasiaat erkender drab

Sagen gjorde stort indtryk på dem, der bor i Aasiaat. Det fortalte Arqaluk Brandt Johansen, der bor i byen og til daglig leder Kommune Qeqertaliks radio. Igennem sit arbejde er han i kontakt med mange i byen.

- Det er en hård tid for indbyggerne i Aasiaat. Det er følelsesmæssigt svært, fordi som der blandt andet er skrevet i medierne, er det ikke normalt, at en 11-årig pige bare dør. 

- Så det er en tung tid for indbyggerne, sagde Arqaluk Brandt Johansen i ugerne efter drabet.