Politi: Sigtet i drabssag fra Aasiaat erkender drab
Der er kommet nye oplysninger frem i drabssagen fra Aasiaat, hvor en 27-årig mand er sigtet for drab på en 11- årig pige.
Til netmediet Sermitsiaq.AG oplyser politiets efterforskningsleder, Simon Andrés, at den sigtede, der er tilbageholdt i sagen, har erkendt drabet.
- Vi kan sige, at vi er nået rigtig langt i vores efterforskning. De afgørende detaljer er allerede på plads. Vi har en rigtig god sag, siger han til netmediet.
LÆS OGSÅ Mand sigtet for drab på 11-årig pige
Det er også kommet frem, at den 27-årige mand ikke kendte pigen forud for drabet.
- Sagen omhandler fjerndrab. Det betyder, at der ikke er nogen relation mellem pigen og den sigtede. Det er meget usædvanligt i Grønland, forklarer Simon Andrés til Sermitsiaq.AG.
Sigtede skal mentalundersøges
Den sigtede skal nu mentalundersøges. Det kan ifølge efterforskningslederen tage op til flere måneder.
I forbindelse med efterforskningen er flere tekniske spor sendt til Danmark, hvor de skal undersøges.
Den 11-årige pige blev fundet livløs ved trapperne mellem KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandsvej i Aasiaat natten til fredag den 27. november.