Anklagemyndigheden overvejer at anke frifindelsen af Emanuel Nûko

Søndag blev Inatsisartut-medlemmet Emanuel Nûko frifundet i to anklager. Nu har anklagemyndigheden 14 dage til at vurdere om de vil anke dommen til Grønlands Landsret.
Emanuel Nûko blev søndag frifundet i Semersooq Kredsret. Foto © : Emanuel Nuko
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
13. februar 2023 14:19

Emanuel Nûko er en fri mand.

Det blev søndag besluttet ved Semersooq kredsret i Tasiilaq, hvor Inatsisartut-medlemmet blev frifundet.

Ifølge specialanklager ved Grønlands Politi Lars Petersen blev Emanuel Nüko frifundet i begge de forhold, som han var tiltalt for, selvom anklagemyndigheden mente, at de havde tilstrækkelige beviser i sagen.

- Det er altid sådan i straffesager, at når anklagemyndigheden laver et anklageskrift og sender det i retten, så mener vi, at den tiltalte skal dømmes. Vi sender aldrig noget i retten, hvis vi ikke mener tiltale skal dømmes, fortæller specialanklager, Lars Petersen til KNR.

Frifundet for vold og overtrædelse af politiets påbud

Emanuel Nûko var tiltalt for to forhold

Det første forhold vedrører overtrædelse af politivedtægten i Kommuneqarfik Sermersooq paragraf 18, jævnfør paragraf 3, som handler om, at en person overtræder eller nægter at efterfølge politiets påbud.

I det forhold lagde retten vægten på, at episoden ikke var forgået et offentligt sted, og at tiltalte ikke har opført sig støjende eller til ulempe for andre, og at han heller ikke opført sig truende overfor politiet.

LÆS OGSÅ Emanuel Nûko er blevet frifundet

I det andet forhold, hvor Emanuel Nûko var tiltalt for at have slået en person i baghovedet med to slag, har vidnet, ifølge specialanklageren, fortalt til retten, at personen ikke er blevet slået i hovedet af Emanuel Nûko.  

Overvejer at anke dommen

På baggrund af dommerens afgørelse har anklagemyndigheden bedt om en betænkningstid på 14 dage, og de skal nu tage stilling til, om de vil anke sagen til Grønlands Landsret.  

Derfor laver vi artiklen

Grunden til at KNR omtaler sagen om Emanuel Nûko er, at  han er folkevalgt politiker og Inatsisartut- og kommunalbestyrelsesmedlem for Naleraq i Komuneqarfik Sermersooq.

Derfor vurderer KNR, at offentligheden har betydelig interesse i, at historien kommer frem.

- Nu skal vi vurdere og se på, hvad retten har lagt vægt på og sætte de argumenter overfor de beviser, vi synes, vi har i sagen, og så må vi tage stilling til, om vi vil anke sagen. Det tror jeg, vi har taget stilling til inden for et par dage, fortæller Lars Petersen.

Anholdt og pebersprayet

16. maj 2021 kort efter klokken 22 i Tasiilaq blev Emanuel Nûko anholdt for at have udvist voldelig adfærd og forstyrret den offentlige orden, fremgår det af anklageskriftet.

LÆS OGSÅ Politiet sprøjtede med peberspray mod en beruset Emanuel Nûko

Han undlod blandt andet at adlyde politiets ordre og udviste i stedet truende adfærd mod politipatruljen.

Det fik politiet til at gribe til pebersprayen og sprøjte ham, så de kunne anholde ham.

Ifølge anklageskriftet krævede anklagemyndigheden, at Emanuel Nûko skulle anbringes i en anstalt i 30 dage.