Amerikansk konsulat skal ligge hos Arktisk Kommando

Den amerikanske regering vil bruge godt fire millioner kroner på konsulatet, der ventes at åbne i Nuuk i løbet af 2020.
Carla Sands Sung Choi
Sung Choi (th.) skal lede det kommende amerikanske konsulat i Nuuk.
24. april 2020 10:41

Det bliver i Arktisk Kommandos lokaler i Nuuk, at det kommende amerikanske konsulat kommer til at have til huse.

Det oplyste USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands, på et pressemøde torsdag ifølge Sermitsiaq.

Det bliver den amerikanske diplomat Sung Choi, som skal lede det kommende amerikanske konsulat.

Diplomaten blev sidste år sat i spidsen for at øge samarbejdet mellem Grønland og USA.

LÆS OGSÅ Carla Sands om aftale: Grønland skal være en stærk nabo til USA

Han har hidtil delt sin arbejdstid mellem den amerikanske ambassade i København og Grønland, men når konsulatet i Nuuk åbner, skal Sung Choi bruge al sin tid i Grønland.

USA har tidligere oplyst, at konsulatet åbner i 2020, men der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår det sker.