Aluu Airlines ærgrer sig over misset servicekontrakt

Det grønlandske flyselskab, Aluu Airlines, ærgrer sig over at deres tilbud ikke var godt nok til en serviceaftale. Det skriver flyselskabet.
Det var denne type helikopter, som Aluu Airlines agtede at bruge. Sikorsky S-92A Helibus. Foto © : Pieter Van Marion/Flickr Creative Commons
Skrevet af Mads Pedersen
15. september 2016 09:05

Aluu Airlines har som den eneste, ikke fået en kontrakt med Selvtyret. Og direktøren i flyselskabet er skuffet, og forstår ikke hvorfor.

- Vi har siden efteråret været på rundrejse og talt med de borgere, som vi potentielt skulle betjene. Vi har afgivet bud på servicekontraterne på baggrund af deres ønsker, fortæller administrende direktør i Aluu Airlines, Pele Broberg.

Læs også VIDEO Aluu Airlines giver håb om lave flypriser

- Vi havde ikke forestillet os, at man ville gå tilbage til passagerbefordring ad søvejen. Derfor undrer det os, at man har ladet os deltage i budrunden om beflyvning med fly og helikoptere, siger Pele Broberg.

Aluu Airlines har afgivet bud på alle trafikopgaver, undtagen opgaven om sejlads i Midtgrønland.

Det er Air Greenland, Disko Line og det islandske flyselskab Nordlandair der tirsdag vandt servicekontrakterne for passagerbefordring, til en samlet værdi på 123 millioner kroner om året.

 

De kommende operatører:

Trafikopgave 1: Qaanaaq, Air Greenland
Trafikopgave 2: Upernavik, Air Greenland
Trafikopgave 3: Uummannaq, Air Greenland
Trafikopgave 4/5: Disko Bugt, Disko Line
Trafikopgave 6: Midtgrønland, Disko Line
Trafikopgave 7: Sydgrønland, Disko Line
Trafikopgave 8: Tasiilaq, Air Greenland
Trafikopgave 9: Ittoqqortoormiit, Air Greenland
Trafikopgave 10: Nordgrønland (Qaanaaq-Upernavik), Air Greenland
Trafikopgave 11: Østgrønland, Norlandair