Alt for mange virksomheder bruger naturen som losseplads

Hovedparten af de mere end 1.300 virksomheder i Kommuneqarfik Sermersooq er med til at beskytte naturen og miljøet. Men der er desværre stadig alt for mange, som bruger naturen og miljøet som losseplads.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
22. februar 2016 15:58

Derfor bruger Videnscentret for affaldshåndteringen i kommunen rigtigt mange ressourcer på at holde øje med, hvad virksomhederne efterlader af farligt affald i naturen.

- Det er lige fra akkumulatorer, batterier, elektrisk værktøj, lysstofrør, maling, olieprodukter, gamle kopimaskiner, edb-udstyr og andet farligt affald, som efterlades i naturen, siger Susanne Berglund, miljøtekniker i Kommuneqarfik Sermersooqs Anlæg og Miljø-afdeling.

Læs også Snart mere plastik end fisk i verdenshavene

Enkelte virksomheder udleder sågar deres natrenovation i nærheden af deres virksomheder, som kan være en ulempe og skadeligt for mennesker og dyr, fortæller Susanne Berglund.

Virksomhederne har ligesom alle almindelige borgere et ansvar for at beskytte naturen og miljøet.

Farligt affald er farligt for mennesker og dyr

Miljøfarligt affald gør stor skade, hvis det kommer ud i naturen. En stor del af det miljøfarlige affald nedbrydes meget langsomt eller slet ikke. Oliespild (f.eks. fra biler og andre motorkøretøjer) kan ikke nedbrydes naturligt i Arktis.

I stedet optages de farlige stoffer i dyr, fisk og planter, som ender i vores maver.

Læs også Plastaffald forurener nu også havene i Arktis

Det kan i værste fald forringe evnen til at få børn og for dyrenes vedkommende at få unger. Miljøfarligt affald kan også forårsage kræft hos både mennesker og dyr.

Miljøfarligt affald kan være giftigt, kan ætse huden og må aldrig placeres, hvor børn eller dyr kan komme i nærheden af det. Derfor skal det afleveres til kommunens modtagerstation i original emballage eller tydeligt mærket med, hvad indholdet er. 

Læs også Plastikforurening lander på Indlandsisen

Virksomhedsejere kan ved tvivlspørgsmål kontakte Kommuneqarfik Sermersooq på telefonnummer 36 74 74 eller direkte ved Videnscenter for affaldshåndtering ved forbrændingen i Pukuffik 7 i Nuuk.