Plastikforurening lander på Indlandsisen

Plastik fra tøj, kosmetik, cigaretter og bleer kan finde i iskerneboringer. Forskerne er bekymrede.
Skrevet af Karsten Sommer
02. juni 2014 08:26

Det er en kendt sag at diverse forurening, såsom sodpartikler, bringes med luften fra den industrialiserede verden til Arktis og lander på indlandsisen. Men det er nyt at den hastige afsmeltning af Arktis også risikerer at sende billioner af små bitte stykker plastik ud i verdenhavene inden de næste ti år.

Udmeldingen kommer fra britiske forskere, der er overraskede over fundet af høje koncentrationer af plastik i fire iskerneboringer foretaget mellem 2005 og 2010 i de arktiske områder lige fra Chukotka, tværs over Grønland, til Svalbard.

Forskere fra Dartmouth College og University of Plymouth har offentliggjort deres resultater i tidsskriftet Earths Future.

Ledende forsker Rachel Obbard fortæller i et interview til Science Magazine, at forskerne kun har optalt de mest farvestrålende plasticstykker, og der derfor kan være langt flere i form af gennemsigtige, hvide eller sandfarvede plastikstykker i isen.

De farverige stykker er blevet undersøgt og viser sig at være cellulosefibre, der for eksempel findes i tøj, kosmetik, cigaretter og bleer.

Hvor skadelige mikroplastik er for havets organismer er endnu usikkert, men helt nye undersøgelser i Danmark viser, at også hver tredje danske sild har plastikstykker på op til en halv centimeter i maven. Andre forskere har tidligere fundet lignende resultater i sandorme, muslinger, torsk og makrel i Norsøen og Østersøen.

Også i maven på flere havfugle finder man plastik, og det bekymrer forskerne, fortæller netavisen Ingeniøren i dag.

World Economic Forum har således udpeget plastikforurening i havene som en trussel imod fødekæden og menneskers helbred.