Alle unødvendige rejser til Island frarådes – sådan påvirker det dig

Udenrigsministeriet fraråder fra i dag alle ikke-nødvendige rejser til Island.
Det sker, fordi Island skærper sine restriktioner for indrejsende fra alle lande på grund af coronavirus.
Det betyder også noget for dem, der rejser til Island fra Grønland, oplyser Nels Ulrik Vinther, der er sekretariatsleder i Coronasekretariatet.
LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland
Når Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Island, er det op til folk selv at vurdere, om deres rejse er ikke-nødvendig. Der er heller ikke et forbud mod at rejse til Island – der er blot tale om en anbefaling, forklarer Nels Ulrik Vinther. Men:
- Man skal forsøge at undgå at rejse til Island. Det kan blive rigtig svært for folk fra Grønland at rejse mellem lufthavnene i Island, siger han.
For at undgå rejser over Island er der netop åbnet en ny flyrute mellem Kulusuk og Nerlerit Inaat i dag.
Kører mellem lufthavne i busser
Når man rejser fra for eksempel østkysten til Island, lander man i lufthavnen i Akureyri. Når man skal videre ud i landet eller til resten af verden – og egentlig er i transit - skal man bevæge sig i bus hen til en anden lufthavn for at komme med det næste fly. Og det er blevet bøvlet.
Nels Ulrik Vinther er selv blevet kontaktet af en håndfuld rejsende fra Grønland i løbet af de sidste dage, fordi de er strandet.
- Det er svært for folk fra Grønland at få foretaget en coronatest i Island. Island betragter nemlig Grønland som smittefrit, og derfor er der nogen, der bliver afvist, siger Nels Ulrik Vinther.
Et eksempel er, at rejsende fra Grønland ikke bliver testet, når de ankommer til i Akureyri. De kører så videre til Keflavik med bus og går ind i afrejsehallen - men coronatest bliver foretaget i ankomsthallen, som de ikke kan komme ind i.
LÆS OGSÅ Nye regler: Rejsende fra Færøerne skal i karantæne eller coronatestes, når de kommer til Grønland
Og det er noget skidt, for uden en negativ coronatest kan man ikke umiddelbart rejse ind i Grønland igen.
Island har besluttet, at alle indrejsende skal testes to gange, hvis de rejser ind i landet. En gang ved ankomst og en gang fem dage efter.
Det betyder, at rejsende i Island skal undgå restauranter, barer, svømmehaller og flere andre steder. Desuden må man ikke tage på eksempelvis udflugter og kun køre korte ture i bil.
Ingen karantæne
Island begyndte at lempe restriktioner i begyndelsen af maj. I slutningen af maj kunne landet som det andet i Europa efter Letland slå dørene op for diskoteker og barer med op til 200 gæster, skriver Ritzau.
På daværende tidspunkt meldte Island, at landet havde coronavirusset under kontrol.
I de seneste uger er smitten dog steget.
Hvis man rejser ind i Grønland fra Island, skal man have taget en test fire til fem dage før afrejse. Hvis testen er negativ, må man rejse, og der er ingen krav om karantæne eller gentest, når man ankommer til Grønland.