Alle slædehunde bør vaccineres mod hundesyge

Den seneste tids omfattende hundedød i Savissivik, skyldes hundesyge forårsaget af et virus, som er meget smitsomt. Og derfor anbefaler Veterinærmyndighederne at alle slædehunde, også uden for Savissivik, bliver vaccineret.
Skrevet af Karsten Sommer
25. februar 2009 05:41

Veterinærafdelingen i Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked fik i går bekræftet at der var tale om hundesyge, da de modtog endeligt svar fra Veterinærinstituttet i København, omkring årsagen til den seneste tids død blandt slædehunde i Savissivik. Mere end 100 slædehunde er døde i løbet af de sidste to måneder i den nordgrønlandske bygd.

Hunde som er smittet med hundesyge kan ikke behandles og derfor opfordrer Veterinærafdelingen nu alle hundeejere til at få vaccineret deres hunde mod hundesyge.

For slædehundeejere er dette gratis, da vaccinationen bliver betalt af Grønlands Hjemmestyre.

Ledende dyrlæge Mads Thor Madsen opfordrer derfor alle slædehundeejere til at kontakte den nærmeste kommunerepræsentation hurtigst muligt for at aftale tid til vaccinering,

- Vores anbefaling gælder alle slædehunde, også uden for Savissivik. Vaccinationen skal foretages inden dyrene udviser tegn på sygdom og bør derfor være planlagt til at ske med revaccination hvert 3. år, siger Mads Thor Madsen til Radioavisen.