Alkoholsalg i Savissivik lukket

Naalakkersuisut har besluttet at imødekomme ønske fra bygdens borgere om stop af alkoholsalg i Savissivik.
Foto © : Suersaq Mequ/KNR
Skrevet af Simon Uldum -
08. november 2016 07:48

Et flertal af borgerne i bygden Savissivik har ønsket, at der lukkes for salg af alkoholholdige drikke i bygden. Naalakkersuisut har netop vedtaget en ny bekendtgørelse, der imødekommer ønsket om forbud mod salg af alkohol i Savissivik. Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisut har netop godkendt forslaget til en ny bekendtgørelse om salg og udskænkning af alkoholholdige drikke i Qaasuitsup Kommunia.

Bekendtgørelsen regulerer salg og udskænkning for Qaanaaq og bygderne Qeqertat, Savissivik, Siorapaluk, Aappilattoq, Kangersuatsiaq, Kullorsuaq, Innaarsuit, Naajaat, Nuussuaq, Tasiusaq, Nutaarmiut og Upernavik Kujalleq.

Borgere ønsker at fremme trivslen blandt børn og familier

Den nye bekendtgørelse, som medfører et stop for salg af alkohol i Savissivik, træder i kraft i dag d. 7. november. I Qaanaaq og de øvrige bygder er reglerne for salg og udskænkning uændrede.

- Nalaakkersuisut har valgt at imødekomme Savissiviks ønske om et stop for salg af alkohol i bygden. Ønsket om et forbud mod salg af alkohol bunder i borgernes ønske om at fremme trivslen blandt bygdens børn og familier. Det ønske kan vi kun bakke op omkring, udtaler Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain i en pressemeddelelsen.

I januar 2016 blev der afholdt en vejledende afstemning om salg af alkohol i Savissivik. Der var et flertal, der stemte for at lukke for salget af alkohol.

Kommunalbestyrelsen besluttede efterfølgende at indstille til Naalakkersuisut, at der indføres forbud mod salg af alkohol i Savissivik. Af indstillingen fremgår det blandt andet, at man er bekendt med, at der i Savissivik kan være et stort forbrug af alkohol i perioder, og at følgen af dette er, at mindreårige børn kan blive udsat for omsorgssvigt af deres forældre på grund af dette problem.

Departementet for Sundhed har på denne baggrund udarbejdet forslaget til den ny bekendtgørelse om salg og udskænkning af alkoholdige drikke i Qaasuitsup Kommunia, som Naalakkersuisut netop har vedtaget.