Alaskas senator stemmer imod Trump: - Grønlands fremtid bestemmes af grønlænderne
I september besøgte Alaskas senator, Lisa Murkowski, Nuuk. Her fortalte hun KNR, at Donald Trump er Grønlands ven.
Til trods for at hun er fra samme parti som præsidenten, stemte senatoren i torsdag sammen med demokraterne.
Her stemte de om igen at bekræfte loven fra 1973 om, at præsidenten ikke kan bruge militær magt over for et andet land uden kongressen accept.
Afstemningen blev vundet i senatet med 52 for og 47 imod. Dog skal den også godkendes af repræsentanternes hus, som republikanerne har flertal i, og så skal Donald Trump selv gå med til at underskrive loven.
I denne uge rejser Lisa Murkowski sammen med flere af sine kollegaer til Danmark. Et møde der er opstået, efter hun talte med Aaja Chemnitz (IA) i sidste uge.
Senatoren har afvist at give et interview til KNR om sin holding til situationen mellem Grønland og USA. Derimod henviser hun til sin tale i senatet.
Her giver hun både sin støtte til naalakkersuisut, men hun anbefaler også en aftale om Free Association - hvis Grønland ønsker det.
Overtagelse er spild af tid
Lisa Murkowski lægger i sin tale ud med at sige, at det er spild af tid for USA at tale om overtagelse.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle tale om det her i senatet, siger senatoren og fortsætter:
- Hvis der er én ting, vi ikke skal bruge tid på, så er det ethvert forsøg på at overtage Grønland; om så det er gennem magt, tvang, pres eller trusler.
Her henviser hun til, hvad Jens-Frederik Nielsen (D) sagde under pressemødet mandag i sidste uge.
- Formanden for naalakkersuisut har sagt, at trusler, pres og snak om annektering ikke høre hjemme mellem venner. Grønlands fremtid bør bestemmes af dets eget folk. Det bør vi (amerikanere, red.) tage seriøst.
Free Association
Der har været rygter i mediet The Economist om, at USA er i færd med at lave et udkast til en såkaldt Compact og Free Association med Grønland.
En aftale Kuno Fencker (N) forventer vil være bedre end Selvstyreloven.
- Der har været snak om en Compact of Free Association mellem både Grønland og Danmark. Det synes jeg er værd at overveje, hvis de er interesseret i det, siger Lisa Murkowski.
- Men vi kan ikke tvinge dem (grønlænderne, red.) til det. Vi skal både have Grønland og Danmark ved forhandlingsbordet med den respekt, de fortjener.
Hertil opfordrer senatoren fra Alaska til at huske titlen på Grønlands udenrigsstrategi: 'Intet om os uden os.'
- Lige nu taler vi ikke med Grønland; vi taler over hovedet på dem. Sådan behandler man ikke sine allierede.
Samtale med Jens-Frederik Nielsen
Tilbage i september var Lisa Murkowski på besøg i Nuuk. Her mødtes hun blandt andet med formanden for naalakkersuisut.
I sin tale i senatet åbner hun nu op for, hvad der blev sagt på mødet.
- Han spurgte mig, hvad USA vil med Grønland. Handler det om kritiske mineraler eller national sikkerhed? For det kan vi sagtens tale om med vores ven og allierede; det opfordrer vi til.
I tråd med naalakkersuisut opfordrer Lisa Murkowski derfor den amerikanske regering til at genoprette dialogen med gensidig respekt.
- Jeg opfordrer til en nulstilling i den måde, vi har de her samtaler på.