Akutaaneqs julegave: Brugte træningssko til fattige børn

Nogle skrifter deres gode træningssko ud i tide og utide, mens andre ikke har råd til at købe sko. Det vil den tidligere professionelle håndboldspiller Akutaaq Kreutzmann gøre noget ved
Akutaaneq Kreutzmann
Akutaaneq Kreutzmann indsamler brugte træningssko, som han vil sende Tasiilaq og Qaanaaq Foto © : Toyoda Gosei Blue Falcon
Skrevet af Noah Mølgaard
01. december 2020 12:54

Akutaaneq Kreutzmann har holdt sportsaktiviteter i flere byer i samarbejde med andre ildsjæle. Mange børn deltager. Men Akutaaneq har konstateret noget, der har givet stof til eftertanke.

- Der er desværre mange børn i Tasiilaq og Qaanaaq, der ikke har træningssko. De deltog i vores aktiviteter i idrætshallen med strømper eller på bare fødder, fortæller Akutaaneq Kreutzmann til KNR.

Han har ikke præcist tal på, hvor mange børn, der mangler træningssko i yderdistrikter.

Akutaaneq Kreutzmann

30 år. 

Født i Maniitsoq.

Tidligere professionel håndboldspiller i: GOG, Ribe og Toyoda Gosei Blue Falcon i Japan.

Han vendte hjem til Maniitsoq i sommer sammen med sin bror Angutimmarik Kreutzmann

Sportsambassadør i Qeqqata Kommunia og landsholdsspiller.

- Jeg kiggede også på priserne på træningssko i Pilersuisoq og kunne se, at det må være svært at få råd til træningssko, hvis for eksempel tre søskende skal gå til idræt, fortæller Akutaaneq Kreutzmann.

Hurtig reaktion

Han lavede et opslag på Facebook i går, hvor han opfordrede til indsamling af brugte træningssko, som senere skal sendes til Tasiilaq og Qaanaaq. Og indsamlingen er nu blot et døgn senere allerede godt i gang.

- Jeg har fået flere henvendelser fra folk, der nu er ved at sende brugte træningssko til mig. Jeg kommer også til Nuuk i næste uge og vil tage kontakt til forskellige virksomheder for at få finansieret forsendelser til Tasiilaq og Qaanaaq, siger Akutaaneq Kreutzmann.

- Det er allerede nu muligt at aflevere brugte træningssko hos Grønlands Idrætsforbund og hos idrætskonsulenten i Sisimiut, siger Akutaaneq Kreutzmann.

Han er også overbevist om, at mange familier har brugte træningssko, der kan skabe glæde hos nogen, der har behov.

- Det er faktisk noget, jeg ikke har tænkt over i mange år. Jeg har i min professionelle karriere fået sponsoreret flere par træningssko hver sæson og har smidt brugbare træningssko ud, siger han. 

Han håber, at gaven får en god modtagelse.

- Jeg håber ikke, at familier til børn, der har behov, misforstår formålet. Det går ud på, at så mange børn som muligt får mulighed for at dyrke idræt, siger Akutaaneq Kreutzmann.

Han kan endnu ikke sætte dato på, hvornår den første forsendelse kan sendes.