Air Greenland leverer mindre overskud end forventet
Det gik ikke helt så godt som håbet, men trods alt godt nok med Air Greenlands økonomi sidste år, ifølge virksomheden selv.
- Air Greenland-koncernens årsresultat landede 84,5 millioner før skat, hvilket er otte millioner kroner bedre end året før, dog lavere end forventet, udtaler Air Greenlands bestyrelsesforkvinde Bodil Marie Damgaard i en pressemeddelelse om selskabets årsregnskab for 2023.
Her fremhæver bestyrelsesforkvinden det faktum, at udviklingen især kommer fra en stigning i antallet af passagerer på lidt mere end 40.000. Mere præcist fra 416.000 i 2022 til 459.000 i 2023.
Omvendt har især høje brændstofpriser og udgifter til kost og logi ved aflysninger trukket tallene i den modsatte retning, lyder det. Og ifølge Air Greenland er der ikke udsigt til, at sidstnævnte bliver nemmere at undgå i fremtiden:
- Hovedparten af aflysningerne skyldes det ustadige vejr herhjemme, som vi godt kan begynde at tilskrive klimaforandringerne. Islægning i fjordene, storisens bevægelser, tåge og stormsystemer, der kommer oftere, påvirker flyoperationen, og vi må aflyse flere flyvninger end før, siger Bodil Marie Damgaard.
Men pressemeddelelse bærer dog også præg af positive forventninger til fremtiden. Her nævnes blandt andet investeringen i det nye atlantfly, der flyver længere på literen, flere helikoptere for bedre beflyvning, samt forberedelserne til åbning af atlantlufthavnen i Nuuk senere i år.
Her vil Air Greenland muligvis få konkurrence fra andre rutefly-selskaber, men også det er man klar til i det nationale flyselskab, lyder det fra direktør Jacob Nitter Sørensen:
- Med tanke på alt det, der er sket i løbet af de sidste par år, er jeg ikke i tvivl om, at Air Greenland-koncernen vil gøre sit bedste for at stå klar, når konkurrencen opstår, siger han i pressemeddelelen.
Årsregnskabet vil officielt blive fremlagt ved Air Greenlands generalforsamling 13. maj.