Air Greenland bliver grønnere, men kun på nogle flyvninger

Når du fremover sætter dig på flyveren mellem Kangerlussuaq og København, kan du gøre det med lidt bedre samvittighed.
I hvert fald hvis du spørger Air Greenland.
Flyselskabet har nemlig i samarbejde med DCC og Shell Aviation Denmark lavet en aftale om, at fem procent af brændstofforbruget for atlantflyveren skal være det såkaldte Sustainable Aviation Fuel (SAF). En brændstoftype som er lavet 100 procent på bioaffald. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Aftalen gælder dog ikke for Air Greenlands indenrigsfly.
Brændstoffet er ifølge administrerende direktør i Air Greenland Jacob Nitter Sørensen dyrere, men alle pengene værd:
- Vi gør det fordi, vi vil være med til at drive den grønne omstilling inden for luftfart, og fordi, vi ønsker, at Grønland skal fremstå som en bæredygtig destination.
Jacob Nitter Sørensen understreger dog, at Air Greenland har lavet en ’god’ aftale med sine leverandører og tror på, at prisen på SAF-brændstoffet i fremtiden, i forbindelse med at efterspørgslen stiger, vil blive billigere.
Hvad gør fem procent egentlig?
Det blev i 2022 vedtaget af EU, at fly, der opererer indenfor EU's grænser, skal benytte sig af brændstof, som består af minimum to procent af det bæredygtige SAF-brændstof.
AirGreenlands nye atlantfly, Tuukkaq, som kun for få måneder havde sin jomfrurejse, vil altså flyve på noget mere bæredygtig brændstof end EU's minimumanbefalinger.
Men er fem procent bæredygtigt brændstof virkelig nok til at kalde sig grøn?
KNR har spurgt Jacob Nitter Sørensen, om han kan forstå, hvis folk tænker, at det ikke lyder af særligt meget, og det kan han faktisk godt:
- Ja, i udgangspunktet. Vi skal jo bevæge os hen mod 100 procent på et tidspunkt, det er klart. Men fem procent er rigtig meget. Det er også afspejlet i, at EU som sagt har stillet et krav om to procent fra 2025, forklarer han.
Ingen bæredygtige indenrigsfly
Da den nye atlantflyver letter og lander i Danmark, som er en del af EU, er den automatisk omfattet af EU-reglerne for, hvor bæredygtigt flybrændstoffet skal være.
Det er Air Greenlands indenrigsflyvere dog ikke, da de aldrig forlader Grønland.
Men det er ikke derfor, at indenrigsflyverne ikke er en del af aftalen i denne omgang, understreger Jacob Nitter Sørensen:
- Det er meget mere effektivt for os at bruge SAF på den store flyver indtil videre, da den bruger væsentligt mere brændstof, forklarer han.
Han håber på, at man med tiden kan producere SAF i Grønland, og dermed gøre det mere tilgængeligt til indenrigsflyverne.
Atlantflyveren Tuukkaq er i dag godkendt til at flyve med 50 procent SAF-brændstof. Air Greenland forventer dog, at den inden for ganske kort tid vil blive certificeret til at flyve på 100 procent.