Aftale: Island og Danmark deler information fra overvågning

Det skal styrke Forsvaret og efterretningsarbejdet, at de to lande deler information fra overvågninger.
Den danske forsvarsminister Morten Bødskov og den islandske udenrigsminister Thordis Kolbrún Reykfjörd Gylfadóttir giver hinanden hånd på den nye forsvarsaftale. Foto © : Forsvarsministeriet
08. juni 2022 09:56

Island og Danmark vil fremover udveksle data og informationer om aktiviteter, der er væsentlige for Forsvaret i Arktis.

Det oplyser Forsvarsministeriet i København.

Aftalen skal være med til at styrke overvågningen af det arktiske område til brug i efterretningarbejdet.

Forsvarsminister Morten Bødskov siger om aftalen:

LÆS OGSÅ Forsvar og udenrigspolitik er overskrifter på rigsmødet på Færøerne

- Aftalen med Island viser, at de nordiske og nordatlantiske lande tager ansvar. Vi står i en ekstraordinær situation med krig i Europa, hvor Europas sikkerhed er truet. Overvågningen i Arktis er en vigtig del af Forsvarets arbejde, og denne aftale vil styrke Danmarks efterretningsarbejde.

I 2020 lavede Danmark og Island en aftale om opmagasinering af redningsmateriel på Keflavik Air Base.

LÆS OGSÅ Forsvar og udenrigspolitik er overskrifter på rigsmødet på Færøerne

Derudover har Danmark et langt samarbejde med den islandske kystvagt om eftersøgning og redning, oliespild, havmiljøulykker og fiskeriinspektion.

Overvågningen af aktiviteter i Grønland er i øjeblikket også et omdrejningspunkt mellem grønlandske og danske politikere. Både USA, Grønland og Danmark oplyser, at USA arbejder på at få opsat flere kystradarer i Grønland.