Kielsen: Affaldet skal ud af Grønland

De forladte amerikanske militærbaser skal ryddes op, og affaldet skal helst fjernes helt fra Grønland, mener formanden for Naalakkersuisut.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
11. januar 2018 12:13

I alt afsætter den danske regering 180 mio. kr. til oprydningen. Det aftalte formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, og den danske miljø- og førevareminister Esben Lunde Larsen i dag.

- Aftalen indebærer, at vi nedsætter en fælles styregruppe mellem Danmark og Grønland, hvor vi med lokal inddragelse kommer til at lokalisere de steder, hvor der er behov for at rydde op, fortalte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen på pressemødet tidligere torsdag.

Formand for naalakkersuisut, Kim Kielsen, er tilfreds med aftalen, og han fortalte, at der er mulighed for at forlænge aftalen, hvis penge ikke slår til:

LÆS OGSÅ Regeringen øger beløb til oprydning af forladte baser

- Nu går vi så ind og kigger hen over de næste seks års tid og siger: Er det nok, det vi har gjort her? Der er også en mulighed åben, der siger: Hvis ikke det er nok, så er der også mulighed for at komme med flere oprydningsmidler.

Ifølge Kielsen skal affaldet ud af Grønland:

- Affaldet skal undersøges. Så skal det så vidt som muligt ud af landet. Det skal ikke dækkes til i Grønland. I Pituffik havde vi det problem, at forurenet jord ikke måtte tages til Europa. Der var ikke andet at gøre, det blev dækket til derovre. Det skal vi undgå. Nu skal vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at affaldet bliver fragtet ud af landet, sagde Kim Kielsen umiddelbart efter pressemødet.

Sagen Kim Kielsen henviser til, er oprydninger af amerikanske lossepladser ved Dundas.

Mængden af giftigt jordaffald var stor, og det viste sig at det ikke kunne eksporteres til Danmark på grund af EU-regler, som det ellers var hensigten. I stedet for at fjerne affaldet, blev det gravet ned på stedet.