Advarsel: Nærgående ræve i Sydgrønland

I Sydgrønland kommer rævene stadig tættere og tættere på mennesker.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
08. april 2016 05:28

Landslægeembedet og Veterinær- og Fødevaremyndigheden har i de to sidste uger igen fået indberetninger om ræve, der har bidt både mennesker og dyr i Sydgrønland.

Derfor opfordrer både landslægen og embedsdyrlægen befolkningen til at holde sig væk fra rævene.

- Rævene bliver ved med at søge tæt på - og vi vil igen opfordre folk til at holde sig væk fra rævene, understreger landslæge Henrik Trykker.

Læs også VIDEO Problemer med rabiesramte ræve i Sydgrønland

Han oplyser at hvis man bliver bidt af ræv eller hund der har tegn på rabies, skal man kontakte sundhedsvæsenet for at få renset sit sår.

Ræve med rabies er ofte mere aggressive og angriber oftere. De er tit forvirrede og savler.

- Ræve kommer tæt på byen, fordi de er sultne, og fordi sygdommen rabies gør, at de mister deres naturlige skyhed overfor mennesker, siger embedsdyrlæge Sanne E. Wennerberg.

Læs også Advarsel: Mistanke om rabies i Qaqortoq

Kommune Kujalleq har taget gode tiltag til at skyde ræve og løse hunde, og det vil de blive ved med. Ser du ræve så kontakt kommunen eller politiet, lyder opfordringen.