PITUFFIK Aaja kalder dansk minister til samråd om Pituffik
Aaja Chemnitz Larsen understreger, at indtægterne fra servicekontrakten svarer til op mod 10 procent af Grønlands samlede skatte- og afgiftsindtægter, plus 70 millioner i landskassen.
- Så vi er nødt til at få afdækket sagen for at sikre, at grønlandske interesser varetages fremadrettet.
- Samtidigt er Udenrigsministeriets rolle i sagen endnu ikke blevet fuldt ud afdækket, hvorfor vi indkalder ministeren i samråd, siger Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.
Læs også Kielsen afviser Inuit Ataqatigiits advokat-kritik
En ændring i udbudskriterierne gjorde, at servicekontrakten til en samlet værdi af 2,4 milliarder kroner endte hos det amerikanskejede skuffeselskab Exelis Services.
Siden har en retsinstans i USA underkendt aftalen, hvorefter Greenland Contractors har fået forlænget den kontrakt, som udløb 1. oktober sidste år, med et halvt år med mulighed for yderligere et halvt års forlængelse.
Læs også Qujaukitsoq freder embedsmænd
I sidste uge blev en advokatundersøgelse, som var bestilt af Naalakkersuisut, offentliggjort. Den belyser primært Selvstyrets rolle i sagen, derfor savner Inuit Ataqatigiit og Enhedslistens Grønlandsordfører, Christian Juhl, en afdækning af Udenrigsministeriets rolle.
Læs også OVERBLIK Sagen om den mistede Pituffik-servicekontrakt
Følgende spørgsmål ønskes besvaret ved samrådet:
1. ”Ministeren bedes redegøre for Udenrigsministeriets rolle og handlinger hvad angår forløbet i 2013, hvor kriterierne for hvad der udgør danske og grønlandske selskaber i regi af servicekontrakten ved Pituffik blev ændret, samt redegøre for hvorfor kriterierne skulle ændres og hvilke aktører der blev inddraget i processen med at ændre kriterierne. Der henvises til advokatredegørelsen om Pituffik, hvori der bl.a. fremgår ”Udenrigsministeriet i Danmark, som stadig har ansvaret for statens udenrigspolitik, valgte at ændre i kriterierne, efter de havde været forbi Udenrigsdirektoratet i Nuuk” samt til kammeradvokatens notat om ændringen af kriterierne.”
2. ”Ministeren bedes redegøre for bagvedliggende overvejelser om overdragelse af kompetencen til at certificere virksomheder fra Udenrigsministeriet til USA herunder hvorvidt en overholdelse af EU udbudsregler for Danmark vægtede højere end varetagelse af grønlandske interesser”
3. ”I forbindelse med den aktuelle sag om servicekontrakten på Pituffik blev der for godt 1 år siden nedsat to arbejdsgrupper der skulle finde en holdbar definition af hvad et dansk eller grønlandsk selskab er, og finde frem til hvordan servicekontrakten kommer Grønlands mest muligt til gavn, samt hvordan Grønland kompenseres for tab af indtægter. Vi har endnu ikke hørt noget om arbejdsgruppernes resultater. Ministeren bedes redegøre for status på arbejdsgruppernes arbejde samt for regeringens overvejelser om hvordan grønlandske interesser kan sikres fremadrettet, herunder hvordan man vil sikre at servicekontrakten går til et grønlandsk/dansk selskab.”
(Kilde: IAfolketingimi.dk)