Åbner for flere pladser på eftertragtet Arktisk Basisuddannelse

22 unge fra hele landet flyttede søndag ind i en flaskegrøn militærbygning i Kangerlussuaq, da Arktisk Basisuddannelse officielt åbnede.
I Kangerlussuaq blev de mødt med tale fra blandt andet naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og selvstændighed, Vivian Motzfeldt (Siumut), og kaffemik med bygdens beboere.
Arktisk Basisuddannelse er Forsvarets første uddannelse i Grønland – og allerede inden, den er begyndt, har der været stor efterspørgsel. 236 unge har søgt uddannelsen, der er nomineret til 22 pladser.
Derfor bliver uddannelsen opkvalificeret med 30 pladser fra næste år.
- Vi planlægger allerede at udvide kapaciteten, så der allerede fra næste år bliver mulighed for at optage op mod 30 elever per årgang, skriver den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.
Kræver flere ressourcer
Arktisk Basisuddannelse er en uddannelse for unge i alderen 18 til 25 år, som bliver uddannet i alt fra førstehjælp, militære færdigheder, brandbekæmpelse og at begå sig på et skib.
Og de kompetencer har vi brug for i samfundet, mener IA’s folketingsmedlem, Aaja Chemnitz, der har været med til at forhandle uddannelsen på plads.
Hun mener derfor, at der fra næste år bør være dobbelt så mange pladser på uddannelsen - altså 42 pladser.
- Grønland har brug for unge, der uddanner sig, og det bør Forsvaret også bidrage til i højere grad, da det også bidrager til, at flere kan komme videre i en anden uddannelse hos eksempelvis politiet, skriver hun i et skriftligt svar til KNR.
Chef for Arktisk Basisuddannelse, Simon Kokfelt, er spændt på, hvad politikerne bliver enige om. Men han understreger, at flere elever vil betyde flere ressourcer.
- Som det er lige nu, har vi brugt den kapacitet, vi har. Det er måske ikke svært at finde senge nok til flere unge på uddannelsen. Men det at få materiel, tøj og undervisningsfaciliteter, som kan rumme flere elever, er noget, man skal se ind i, hvis man beslutter, at der skal være flere elever næste år, siger han.

Først og fremmest vil han sammen med kollegaerne i Forsvaret koncentrere sig om de 22 unge, der nu er trukket i soldateruniformen.
- Det smukkeste ved Arktisk Basisuddannelse er, at vi giver dem nogle muligheder, der ikke begrænser, men skaber et fundament, som de kan stå på i deres videre karriere.
- Og uanset hvad de vælger, tror jeg på, at det kommer til at være til gavn for den grønlandske befolkning, siger Simon Kokfelt.
Uddannelsen, der koster 50 millioner kroner og er finansieret af Forsvarsministeriet i Danmark, er en del af den Arktiske Kapicitetspakke, som blev underskrevet af naalakkersuisut og den danske regering i maj 2022.