– Når bygningen tages i brug, skal der ikke være bekymringer omkring skimmelsvamp, for alt vil være renoveret.
Sådan lød det fra den konstituerede skoleleder for Atuarfik Kilaaseraq i Maniitsoq, Brian Jespersen, forud for den nye skoles åbent hus-arrangement i weekenden.
Lørdag eftermiddag var alle interesserede borgere i Maniitsoq inviteret til at komme og få et glimt af den nye skole, der efter planen skal stå klar i 2027.
– Vi synes, det er vigtigt at vise, hvor langt vi er nået med renoveringen, så borgerne kan begynde at føle sig trygge ved deres kommende skole, siger Brian Jespersen.
I januar 2022 finder et rengøringsfirma første gang skimmelsvamp i nogle af skolens lokaler.Alle elever og lærere rykkes rundt og undervises i byens forsamlingshus, musikskole og andre lokaler i byen.
I september 2022 kræver flere forældre, lærere og elever, at Qeqqata Kommunia bygger en ny skole, der skal finansieres af fondspenge.
I december 2022 stemmer kommunalbestyrelsen nej til at bygge en ny skole. I stedet vil kommunen totalrenovere skolen for 71 millioner kroner. Renoveringen forventes færdig i 2026.
I sommeren 2023 hyrer kommunen et firma til at sanere og rengøre skolen. Derudover installerer kommunen ventilationsanlæg i klasseværelserne. Kommunen vurderer, at forholdene på skolen er gode nok til at fortsætte undervisningen.
I august 2023 starter et nyt skoleår, og kommunen vurderer, at de fleste af skolens lokaler er sikre. Derfor rykker størstedelen af eleverne tilbage til skolebygningen i skoleåret 2023-2024.
I august 2023 undervises 1. og 2. klasse stadig udenfor skolebygningen, da nogle lokaler ikke er vurderet til at være sikre. Skolepasningen og fritidsklubben er også udenfor skolens bygning.
I det nye skoleår oplever lærere og elever fortsat ubehag på skolen.
I september 2023 meddeler skoleleder Mina Maria Andersen til lærerne, at der igen er fundet skimmelsvamp i skolebygningen. Denne gang i en del af skolens ydre facader.
I oktober 2023 begynder skolens ledelse og Qeqqata Kommunia at lede efter midlertidige lokaler, der kan fungere som skole indtil renoveringen er færdig.
Derudover bliver det ifølge Brian Jespersen helt nye omgivelser, som de omkring 340 elever og 20 lærere kommer til at være i, når undervisningen på skolen genoptages om to år.
– De nye omgivelser vil være tilgængelige, og dermed vil det også blive mere attraktivt at arbejde i Maniitsoq, siger skolelederen.