8. B krabbede sig igennem samfundsfag

På seks skoler i Nuuk er nogle elever rykket fra klasselokalet og ud i naturen, for at lære om fødenettet og hvordan de små organismer har indvirkning på os mennesker.
Skrevet af Merete Lindstrøm
23. september 2018 13:04

Er der krabber i havnen? Hvor højt kan tanglopper hoppe?  Og hvad sker der egentlig, hvis en fiskeart forsvinder fra fødenettet? 

Det er nogle af de spørgsmål, som de ældste klassetrin i Nuuk får svar på i et lidt specielt undervisningsforløb, som WWF Verdensnaturfonden har arrangeret.

LÆS OGSÅ Entreprenørskab skal ind i undervisningen

En kølig men god afveksling fra klasselokalet

Forløbet hedder Opdag Naturen og det handler om, at eleverne får lov at sætte dyr og planter under en lup, dissekerer en sæl eller fisk og lave mad af råvarer fra naturen.

-Det er dejligt lige at komme lidt ud, det synes jeg er meget dejligt, fortæller Oscar Berg der går i 8. B på USK i Nuuk.

Han og klassekammeraterne skal blandt andet på ekspeditioner i naturen, lave laboratorieundersøgelser, deltage i konkurrencer og fremstille kreative værker, som forholder sig til naturen.

Vi mødte klassen i Kolonihavnen i Nuuk, hvor de to biologer, der står for projektet, var i dykkerudstyr og under vandet for at hente dyr til artsbestemmelse og mikroskopiske undersøgelser.

Der blev hevet både krabber, tanglopper og andet godt op i nettene til eleverne på broen.

Tilbage på skolen fortæller biolog Jakob Bredsdorff Frederiksen, hvordan man kan se forskel på han- og hunkrabber.

- Den er bred, så den kan have en masse æg her, siger han med en hunkrabbe i hånden. 

LÆS OGSÅ Unge fra bygder i Nunavut får teknologiundervisning

Selv de små organismer har deres plads at udfylde

Projektkoordinator for WWF i Grønland, Kaare Winther Hansen, understreger, at det er det store billede, der er målet med undervisningen.

- Eleverne skal have forståelse for, at mennesket er afhængige af så mange processor i naturen. Vi er afhængige af de mindste mikroalger, der er her og vi er afhængige af fiskene herude. Hvis vi fisker for meget, så er der nogle andre ting det går ud over, siger Kaare Winther Hansen.

Biologen og eleverne er kommet længere i deres undersøgelse af krabberne. Undervejs bliver der afsløret ting, som de færreste måske vidste om krabber.

- Hvis vi kigger her, så kan vi faktisk se, at det er en han. Og faktisk kan man også se, at han har to tissemænd.  

Opdag Naturen sker i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq, Selvstyret og skolerne i Nuuk og er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Målet er på længere sigt at udbrede undervisningsprogrammet til flere byer og bygder i Grønland.